Mysteriet om Henri Pick

Er det muligt at dreje en både folkelig og fornuftig komedie med det slidte (mis)forhold mellem land og by, ægthed og forstillelse?

Mens man samtidig parodierer den franske kultforfatter Marguerite Duras foruden Paris’ kultursnobbede forlagsverden og tager for givet, at publikum kender Ruslands nationalskjald Pusjkin?

I Frankrig tør man og gør det.

Med held som her i Mysteriet om Henri Pick, der er skabt i en nation, som har en af de mest litterært læsende befolkninger overhovedet, og hvor der er flere forfattere end læsere.

I hvert fald ifølge litteraturkritikeren Jean-Michel Rouche, en feteret tv-krukke, der netop er blevet fyret både på jobbet og af sin kone. Fordi han for åben skærm i sit eget tv-program har langet ud efter bogsæsonens store scoop.

Den simple pizzabager Henri Pick har oppe i et fiskerleje i Bretagne skrevet en kritikerrost kærlighedsroman. Den tyder sågar på nøje kendskab til poeten Pusjkins død i en duel.

Bogen er skrevet som en moderne udgave af russerens ufuldendte mesterværk, versromanen Eugen Onegin.

Som den snob han er, mener Rouche, at en sådan roman kun kan skrives af en fransk intellektuel – ikke en jævn mand af folket.

Picks roman blev da også fundet af en nidkær og stræbsom ung forlagskvinde på et spøjst, bretonsk bibliotek for afviste manuskripter.

For Rouche, der er faldet fra sin piedestal som toneangivende kulturpersonlighed, er det nu en æressag og magtpåliggende at afsløre mysteriet om en roman med stilistiske raffinementer og russisk skabelon.

Undervejs konfronteres han med Picks datter Joséphine, en belæst og fraskilt skolelærer, som selvfølgelig mener, at farmand er forfatteren. De to mødes og skilles, skændes og mundhugges. Det ender med en elegant løsning. Hvis man vel og mærke har fulgt med i kabalen mellem to unge mennesker, som foregår sideløbende med jagten på den forsvundne og for længst afdøde forfatter.

Mysteriet om Henri Pick er et labyrintisk lystspil, der kun kan være drejet i Frankrig, der har en kultur, hvor man altid har leget med litteraturen og kærligheden.

Litteraturen er enten et spil på stil, form og litterære teorier eller inderlighed, indhold og autentiske følelser. Og kærligheden skal iscenesættes og italesættes, men alligevel ikke for meget.

Begge temaer optræder morsomt i filmen, som kontrasterer det smukke Bretagne i sigende douce og elegiske nuancer med Paris, den mondæne metropol med koldt lys og megen snak om natten.

Meget muntert, hvis man altså er til den slags franske film, som livet ikke er for kort til.

Mysteriet om Henri Pick er Eric Rohmer ultralight. Som hvis den store instruktør af talefilm havde drejet en folkekomedie uden at give køb på sine drilske ord og ironiske tale mellem mennesker.

Det er da også en af Rohmers yndlingsskuespillere – fabelagtige Fabrice Luchini – som overbevisende og smittende spiller det selvglade snakke- og æggehoved Roche med sort bælte i litterære teorier fra et eller andet parisisk eliteuniversitet.

Det gjorde han også med kølighedens kultiverede bravur i Cykeltur med Molière og Selv i de bedste hjem. Han sekunderes varmt og lunt af Camille Cottin, der spiller skolelæreren, hvis indgang til litteratur er langt mere personlig og følelsesfuld.

Alice Isaaz og Bastian Bouillon er det unge par – forlægger og forfatter – der ligesom i de klassiske komedier hos Molière og Holberg bærer nøglen til løjerne.

Rémi Bezancon – der har skabt episodefilmen Første dag i resten af dit liv – har mysterierne poetisk og pænt i scene efter en roman af franskmanden David Foenkinos.

Handlingen træder lidt vande omkring midten, men filmen lander rimeligt elegant. Det er vigtigere at læse en god bog i solen end at sole sig som Kloge Åge i salonen.