Naomi Osaka

Vi har grædt for Eriksen, og vi har grædt med Viktor Axelsen. 

Der er blevet fældet så mange tårer i sportens verden denne sommer, at sognepræst Sørine Godtfredsen har set sig nødsaget til at komme med en formaning i Berlingske: ”Når andre kigger, bør man som det første beslutte at rette ryggen.” 

Hvorfor er det så farligt at vise verden, hvordan man egentlig har det? 

Atleters psykiske velbefindende kom for alvor på dagsordenen ved dette års OL, da gymnastik-ikonet Simone Biles aflyste konkurrencer grundet hendes mentale helbred. 

Men debatten startede et par måneder forinden, da tennisstjernen Naomi Osaka til French Open meddelte, at hun ikke ville troppe op til pressekonferencer. Og da presset blev for stort, trak sig helt fra turneringen og den kommende Wimbledon. 

23-årige Naomi Osaka er på mange måder en atypisk sportsstjerne, og derfor giver det god mening, at Netflix har parret tennisstjernen med den Oscar-nominerede dokumentarfilminstruktør Garrett Bradley (Time), der er kendt for sine intime portrætter af alt andet end sportsstjerner. 

Allerede efter få minutter står det klart, at serien i tre afsnit ikke går den slagne vej inden for sportsdokumentarer, hvori vor helt kæmper sig vej til toppen. For til sidst at stå øverst på skamlen og forsikre alle om, at det er det hele værd, så myten om sportsmennesket kan bestå. 

”Ingen ved rigtigt, hvor meget du ofrer, bare for at være god,” lyder Osakas blide, stille røst, mens man ser en betuttet stjerne forsøge at løfte US Open-trofæet i 2018, der katapulterede hende ind på tennishimlen.

”Al den opmærksomhed virker en smule åndssvag,” fortæller hun yderligere, imens myten langsomt krakelerer for vore øjne. 

Indblikket i Osakas tanker går som en rød tråd gennem hele dokumentaren, der ikke er optaget af de store sejre (hun har vundet fire Grand Slams), ej heller af dramaet på eller uden for banen. 

Oftest klippes der væk fra duellerne til closeups af spillernes ansigter, en rengøringsmand på sidelinjen, til det store fotografhav af enorme telelinser eller en bolddrengs virren med hovedet fra side til side. 

Garrett Bradley bruger på forbilledlig vis sit formsprog til at skabe en poetisk rejse, der både undersøger de ydre omstændigheder og Osakas indre. 

I en af de mest rørende scener, der måske siger mest om den godhjertede tennisspiller, har hun netop vundet over den blot femtenårige tenniskomet Coco Gauff. Hun går over til hende, imens et kamera opfanger lyden af deres samtale. 

Osaka spørger, om Gauff ikke vil lave vinderinterviewet sammen med hende, men Gauff afslår, da hun sikkert vil begynde at græde. ”Det er bedre end at græde i badet,” forsikrer Osaka. ”Bare fortæl folk, hvordan du har det.” 

Naomi Osaka er fortrop for en ny generation af atleter, hvor autenticiteten er i højsæde. Man må godt vise følelser. Gennem Instagram styrer de selv fortællingen, og kommer pressen i forkøbet, når de selv åbner op omkring de mentale problemer som topudøvere kæmper med. 

Andet afsnit har netop titlen ”Vindermentalitet”, og går tæt på tabet af Osakas ven og mentor Kobe Bryant. Men i Bradleys fragmenterede billedsprog bliver det ikke til en patetisk fortælling.

I stedet fokuseres der nærmest meditativt på den repeterende træning, hvor Osaka igen og igen laver de samme trin, slår til de samme bolde og løber de samme træningspas, mens hendes træner forklarer, hvorledes hun ikke er mentalt til stede. 

Gennem de sammenlagt cirka to timer, som serien varer, får vi indtrykket af en kompleks hovedperson, der også kæmper med sin baggrund som halvt sort, halvt japansk, og som både begår sig som designer til New Yorks modeuge og er til demonstration i kølvandet på George Floyd-mordet, der igangsætter hendes politiske aktivisme. 

Naomi Osaka rummer meget mere end hendes Grand Slams, og Garrett Bradley formår at vise en sportsstjerne som andet end summen af hendes sejre. En forfriskende fornyelse.