Narcos – sæson 3

Har du endnu ikke set første og anden sæson af Narcos, frarådes du at læse videre. For her kommer et resume: Kongen er død. Længe leve kongen.

Efter en heftig og blodig gemmeleg lykkedes det narkobetjentene Javier Peña (Pedro Pascal) og Steve Murphy (Boyd Holbrook) at få ram på kokain-kongen Pablo Escobar (Wagner Moura) med utallige kugler i slutningen af anden sæson.

Men et enkelt dødsfald stopper ikke en narkokrig. Magtlystne vandaler står i kulissen, klar til at overtage tronen. Og tredje sæson af Narcos følger Cali-kartellets ageren som Colombias nye drug lords.

Kartellets styres af fire sadistiske slyngler, men de kan ikke blive enige om, hvem der er kongen over kongerne.

Steve Murphy er taget tilbage til USA efter mordet på ærkefjenden Escobar, så hovedrollen og seriens voice-over overlades til Javier Peña. Allerede i første afsnit rasper han rustent og krimi-typisk om sæsonens store tema: Er det muligt at dedikere sit liv til en kamp mod morderiske galninge uden selv at blive smittet af ondskab?

Tredje sæson fremstår mere uoverskuelig og mere dyster end de to første. Det formår serieskaberne Chris Brancato, Carlo Bernard og Doug Miro med stor kløgt at gøre til en fordel.

Hidtil har serien været et skakspil mellem Escobar og amerikansk narkopoliti. Nu er der pludselig alt for mange brikker på brættet, og blod gør det umuligt at se felterne og planlægge træk.

Moral og retfærdighed drukner, og for Javier Peña handler det først og fremmest om ikke at synke til bunds.

Cali-kartellet bestikker det meste af det officielle Colombia, så vores hærdede helt skal både kæmpe mod gangstere og korrupte kollegaer. Sådan lærer man at bage rævekager ud fra devisen ”min fjendes fjende må være min ven”.

Det udvidede persongalleri udgøres mest af misogyne banditter, der gør sig i vellystig macho-spansk og vold. Ordene skubbes liderligt ud under skovsneglen på overlæben, før bødlerne gør, som de lyster.

Man lever sig ikke lige meget ind i hver eneste af de små historier, som Narcos udfolder. Men tålmodigheden belønnes hen imod sæsonens slutning, hvor historierne samler sig til et større, decideret grumt billede: Narkoverdenen er en spiral, der trækker alle ned i ondskabens søle.

Hæderlighed er første offer. Hver gang.

For at skabe overblik gør Narcos brug af små montager, der sætter begivenhederne ind i en historisk kontekst. Grebet er nødvendigt for sammenhængen mellem afsnittene, og klippene turneres med fornem elegance.

Den vildtvoksende serie formår at trække tråde mellem storpolitik, tidsånd og bestialske likvideringer, når Peña hen over arkivklip fortæller om midten af 90’erne. Vi ser og hører om walkie-talkies, Bill Clinton, O.J. Simpson, hvidvasknings-processen, smugler-øer og narko-bogholderi.

Af og til klippes der også til arkivoptagelser af Cali-kartellets bisser. Det føjer til autenticitetsfølelsen, når seriens narkobagmand Gilberto Rodríguez (gestaltet forrygende dæmonisk af Damián Alcázar) arresteres i en skjorte fuldstændigt magen til den, virkelighedens Gilberto blev lagt i håndjern i.

Tredje sæson giver et skræmmende indblik i kaosset i Colombia post-Escobar, og serien viser endnu engang, hvorfor narkokrige fænger. På et tidspunkt må Peña jagte kriminelle i junglen iført briller med nattesyn, og her slægter Narcos Denis Villeneuves mesterlige Sicario på.

Optrinnet står tilbage som en metafor for the war on drugs: Uden at kunne orientere sig ordentligt, må man famlende forsøge at gøre det rigtige.

Og så er der torturscenerne.

Det er direkte kvalmefremkaldende, når en forræder spændes fast mellem fire motorcykler, der kører af sted i hver sin retning. Brutaliteten er voldsom, men det er rosværdigt, når en scene formår at sætte sig i kroppen.