Natten har øjne

Det er et godt år for danske gyserfilm.

Natten har øjne er mere traditionel og mindre opsigtsvækkende end Speak No Evil.

Det er en spøgelseshistorie med natlig uhygge, sinistre ritualer og usund kærlighed. Mens Christian Tafdrups ubehagelige gyser krænger sig dybere ind under huden, er det faktisk Gabriel Bier Gislasons debutfilm, der leverer den mest underholdende biografoplevelse.

Den leverer efter alle genrens forskrifter. Fra nattemørke skræmmebilleder over et lydspor, hvor knirkende gulvbrædder lyder som knækkede knogler, til en overnaturlig trussel fra jødedommens store monstermanual.

Filmen starter dog som en romantisk komedie!

Den udbrændte skuespiller Maja ramler ind i engelske Leah på et dansk bibliotek, så de taber deres bøger og forbytter dem. Et meet-cute så uforskammet kliché-fyldt, at man ville himle med øjnene, hvis ikke det var for den gnistrende energi mellem Josephine Park og engelske Ellie Kendrick med dådyrøjne og mørke slangekrøller.

Topmålet af Majas skuespilkarriere var en rolle som nisseprinsesse i en julekalender. Siden mistede hun retning og, efter morens død, livslysten. Hun klamrer sig til Leah med arme og ben.

Men der er ugler i mosen.

Om natten går Leah i søvne, mens hendes telefon vibrerer med lyd som et trykbor. Hendes ortodokse, jødiske mor Chana forsøger at hale hende hjem til London, og da Leah beslutter sig for at blive i København, får hun prompte et epileptisk anfald så slemt, at hun brækker benet.

Måske det er Guds vilje, at hun ikke kan blive, sukker Leah. Men til gengæld kan Maja tage med til London og flytte ind i det støvede gamle rækkehus, hvor Leah bor med sin overbeskyttende mor.

Det er utroligt, så meget et velindrettet horrorhus kan give en film. Tænk bare på Norman Bates’ lurvede motel fyldt med udstoppede fugle i Psycho. Kristina Kovacs’ klaustrofobiske produktionsdesign bruger jødiske artefakter til at fremmane en odiøs stemning af indelukket fordærv, perfekt understøttet af fotograf Valdemar Cold Winge Leisners sanselige billeder og Johan Carøes medrivende musik.

Sofie Gråbøl er formidabelt intens og tvetydig som den dominerende Chana, en mangeårig udlandsdansker, der affejer Maja som en uønsket påmindelse om et liv, hun har lagt bag sig.

Den hårdhændede moderomsorg får alarmklokkerne til at ringe, mens hendes overemsige ortodoksi minder om syge tvangshandlinger.

I hjørnerne af lejligheden finder Maja salt og besværgelser på jiddisch, og hun vågner om natten af skræmmende fodtrin i lejligheden.

Gabriel Bier Gislason, der også har skrevet manuskriptet, strammer roligt skruetvingen med gedulgte hemmeligheder og en eskalerende magtkamp mellem mor og kæreste, mens David Dencik dukker op i jarmulk med bøger om jødiske monstre: golemer, dibbukker og heksen fra Endor.

Filmen har en tilpas uhøjtidelig tone til, at man accepterer, når den låner fra mere gennemførte eller originale gysere.
Og det ortodokse jødiske miljø er fuldt af oldgammel mystik, der er helt fremmed for den lyshårede pæredansker Maja, men med lige så megen varme som fare.

Der ligger en vedkommende tematik om besættende kærlighed til grund for gysermekanikken. Maja og Chana kæmper indædt om Leah, men uden rigtigt at tage hende med på råd.

Det er den nagende kerne, der undergraver filmens tilløb til romantik og sætter en kile mellem publikum og Josephine Parks omsorgsfulde Maja. Slutningen føles som en lidt let sløjfe at binde på en kompleks historie.

Men man er underholdt hele vejen igennem.

Allerede med sin debutfilm markerer Gabriel Bier Gislason sig som en stilsikker instruktør, der fra sin mor, Susanne Bier, har arvet sansen for den gode historie. Og så har han modet til at gå en helt anden vej og kaste sig over noget så snusket som en genrefilm.