Natten til lørdag

Det er fredag, og der er fest i gymnastiksalen på Karls gymnasium. Rocazinos All My Love toner frem over anlægget. Rosa vil gerne danse med ham. ”Vi skal,” siger hun, ”kom nu!” 

Hendes hud flimrer i blåt og lilla lys. Hun smiler, de kysser. Alt er godt, alt er love.

Det første kys på det vodka/juice-klistrede dansegulv har været længe undervejs. Rosa smiler meget til Karl, synes han. Han smiler tilbage, og de har den der øjenkontakt, der varer lidt for lang tid.

Han har spurgt vennerne, om de tror, hun kan lide ham. Den fælles omgangskreds har godt lagt mærke til de to. Det er en oplagt sommerflirt.

Senere på aftenen forvilder de sig ind i en toiletbås og har sex. De kysser hinanden farvel, før Karl går ud på dansegulvet igen. Han lykønskes af vennerne. Alt er godt, alt er love.

I andet afsnit udspiller den samme fredag sig, men denne gang fra Rosas synsvinkel.

”Jeg tror, jeg er lidt for fuld til det her,” siger Rosa på toilettet, men Karl hører ikke efter. Det tager kun nogle få sekunder, måske et minut. Alt står stille, da han er gået. Der løber to tårer ned langs Rosas kinder og lander på klinkegulvet.

Natten til lørdag er Danmark Radios første fiktive serie, der for alvor handler om samtykke. Den minder på mange måder om NRK’s Nudes, der også undersøger grænser i 2010’ernes sexkultur og i øjeblikket kan ses på DRTV.

Historien om en hændelse fortælles fra tre synsvinkler – Karl, Rosa og hendes veninde Ida – og de viser, hvor forskelligt virkeligheden kan opleves.

Det, som Rosa oplevede som et overgreb, har for Karl været sex. Og ingen i omgangskredsen kan tro, at han har gjort det. Slet ikke ham selv. Dermed belyser serien de farlige faldgruber, der ligger i vores sexkultur.

I et utal af film, bøger og sange er et ”nej” ikke et ”nej”, men en åben invitation (”overbevis mig”). Det er den romantisering og seksualisering af grænseoverskridende adfærd, der forvirrer vores forståelse af samtykke.

Som Rocazino synger: ”All my love / I will give you, if you want / Og uden at få lov / holdt du mig tæt, før du forsvandt”

Manuskriptforfatterne Rikke Frøbert og Asger Kjær har en fin føling for tone og adfærd blandt årtiets teenagere. Seriens personer føles autentiske. De er blevet teenagere i en tid, hvor vi snakker om samtykke på en ny måde, og det giver dem mod på at mærke efter og sætte grænser – ligesom Rosa gør det.

Instruktøren Cecilie McNair er udsprunget af den alternative filmuddannelse Super16, hvor hun sidste år lavede den roste afgangsfilm lille a. McNair ”vil gerne lave film, der forsøger at skabe en form for debat og får folk til at snakke,” som hun formulerer det i et interview med Ekko.

Natten til lørdag kan indimellem godt føles mere som et debatoplæg end en historie i sin egen ret. Vi bevæger os i et sparsomt fysisk univers – primært på dansegulvet og toilettet – og personerne er tydelige bærere af seriens budskab. 

Men måske seriens styrke først og fremmest er dens budskab. For det er en serie, der har manglet i DR’s repertoire til unge. Jeg ville gerne have haft Natten til lørdag at navigere efter, da jeg selv gik i gymnasiet for tre år siden. 

Når vi taler om samtykke, kan vi godt miste blikket for kompleksiteten i samspillet mellem to mennesker. Fordi den er forvirrende og frustrerende. Her får Natten til lørdag en vigtig funktion. Serien folder en fortælling ud, så vi bedre forstår hinanden.