Biografanmeldelse
09. juni 2016
Nattens dæmoner 2
Da Peggy Hodgson (Frances O’Connor) slår forståeligt nok alarm, da hendes ene datter begynder at tale i tunger med en dyb herrestemme. Foto | Matt Kennedy

Nattens dæmoner 2

Store dele af Nattens dæmoner 2 er effektiv uhygge, men ligesom etteren læner filmen sig lovligt meget op ad Eksorcisten.

Af Rasmus Stenbæk Iversen

Nattens dæmoner 2 er en gyserfilm, der slår sig op på autenticitet, så derfor indledes den naturligvis med ordene: ”Baseret på virkelige begivenheder.”

Og det er jo foruroligende, når filmen er spækket med mystiske hændelser, uforklarlige optrin og besatte onde børn.

Den første Nattens dæmoner-film blev pænt modtaget af anmelderne i 2013, og det blev den bedst indtjenende gyserfilm siden Eksorcisten. Pudsigt nok handler både etteren og toeren om dæmonuddrivelse og eksorcisme præcis som William Friedkins klassiker fra 1973.

Toeren fortsætter i samme spor som forgængeren og trækker endda store veksler på Eksorcisten, som den tydeligt er inspireret af.

Ed og Lorraine Warren var et virkeligt ægtepar, der er i 1970’erne gav den som paranormale privatdetektiver og djævleuddrivere. De spilles i de to film af Patrick Wilson og Vera Farmiga.

Fra begyndelsen af Nattens dæmoner 2 er Warren-parret blevet berømt i USA som eksorcister. Egentlig overvejer Lorraine at indstille den farefulde karriere, men da den katolske kirke beder dem rejse til London for at hjælpe, indvilger de i det.

I London følger vi samtidig den enlige mor Peggy Hodgson (Frances O’Connor) og hendes fire børn. Da den ene datter, Janet (Madison Wolfe), begynder at opføre sig mærkeligt og tale i tunger med en dyb herrestemme, slår moren forståeligt nok alarm.

Ed og Lorraine Warrens opgave er at overvåge familien og sikre sig, at Janets mystiske opførsel ikke er et fupnummer, men at hun reelt er blevet besat af en ondsindet dæmon. Nattens dæmoner 2 er med andre ord en klassisk gyserfilm om besættelse med alt, hvad der dertil hører af dæmonuddrivelse og krucifikser.

Langt de fleste scener er mørke og dystre, og undervejs er der rig mulighed for at hoppe i sædet af pludselige klip, høje lyde og veldoserede chokeffekter.

Begge film er instrueret af James Wan, der tidligere har lavet Saw, Insidious og Dead Silence. Man fornemmer da også hans gode kendskab til genren og føler sig i sikre hænder.

Scenerne får heller ikke for lidt af kælkede linjer, mystiske skygger og urovækkende lyde.

Filmens allerstørste aktiv er imidlertid Patrick Wilson og Vera Farmiga i hovedrollerne som Ed og Lorraine. Wilson er nok mest kendt for Watchmen og den seneste sæson af Fargo, mens Farmiga har solide roller bag sig i The Departed, Up in the Air og Source Code.

Det er befriende at se en gyser med troværdigt skuespil og karakterer med en vis dybde. Også britiske Madison Wolfe og Frances O’Connor er engagerende som den dæmonbesatte familie.

Men man har før set meget af Nattens dæmoner 2, der er lige uopfindsom som den danske titel. Dæmoniske børn, hjemsøgte huse og uhyggeligt legetøj, som bliver levende, er bare nogle af de mest slidte gysergreb.

Og mange er scenerne, hvor Ed og Lorraine forsøger at drive dæmonen ud af Janets krop med eksorcisme, minder virkelig meget om Friedkins Eksorcisten.

Så for at hæve sit uhyggeniveau forsøger Nattens dæmoner 2 at sælge sig selv som en autentisk gyser, der ligger tæt på virkelighedens begivenheder. Men selvom Warren-parret dæmonuddrivelsen hos familien Hodgson i London er veldokumenteret, skal man nok tage autenticiteten med et gran salt.

Men i en tid, hvor Hollywood elsker filmserier, er Warren-parret og Nattens dæmoner trods alt et hæderligt bud på en gyserfranchise, der indtil videre fungerer.

Titel:
Nattens dæmoner 2 

Originaltitel:
The Conjuring 2

Land:
USA

År:
2016

Instruktør:
James Wan 

Manuskript:
James Wan, David Leslie Johnson

Medvirkende:
Patrick Wilson, Vera Farmiga, Frances O’Connor, Franka Potente

Spilletid:
131 minutter

Aldersgrænse:
Tilladt for børn over 15 år

Premiere:
9. juni 2016

Relevante artikler

Fra samme skribent

Biografanmeldelse
01. sep. 2016
Ben-Hur

Ben-Hur

Nyhed
26. maj 2025
Jafar Panahi vinder Guldpalmen

Jafar Panahi vinder Guldpalmen

Interview
26. maj 2025
Uden store armbevægelser

Uden store armbevægelser

Feature
29. okt. 2024
For abonnenter
Fuck systemet!

JAGTVEJ 69: Fuck systemet!

For abonnenter
Tatami
Biografanmeldelse
30. okt. 2024

Tatami

Birds
Serieanmeldelse
04. aug. 2024

Birds

Nul stjerner – sæson 7
Serieanmeldelse
04. aug. 2024

Nul stjerner – sæson 7

Sex
Biografanmeldelse
29. juli 2024

Sex

Mest læste

En stjerne fødes i nyt Ekko
Nyhed
30. aug. 2018

En stjerne fødes i nyt Ekko

Da min kornmark blev Halmtorvet
sommerserie
23. aug. 2020

Da min kornmark blev Halmtorvet

Ekko
Magasin · maj 2024

Ekko #96

I dette nummer dykker vi ned i politiske diskussioner med Jonathan Glazer og Christina Rosendahl, og vi tager en nostalgisk rejse tilbage til Nils Vests dokumentariske opgør. Vi kårer de bedste Guldpalmevindere fra Cannes, og du kan læse om Zendayas vej til magten i Hollywood. Fra byvandringer i Egon Olsens fodspor til dommedagstemaer i film – det her magasin har det hele!