Nattergalen

Det nyrige, kinesiske jetsetpar kommer i barnepigevanskeligheder, da de skal på hver sin eksotiske forretningsrejse, så mor efterlader deres iPad-afhængige enebarnsprinsesse hos den sympatisk lavteknologiske farfar.

Farfar og søn er imidlertid ikke på talefod, så han får ikke noget at vide. Og da farfar tager sit barnebarn med på en tur med tog, bus, blafning og til fods mod slægtens landsbyhjemstavn, begynder han også at ”glemme” at tjekke sin telefon.

Med på færden har han en aldrende sangfugl i bur, der skal lukkes ud ved farmors grav.

Filmen, der blev vist i efteråret under Buster Filmfestival, er en kinesisk versionering af Muyls Le papillon fra 2002, der følger en gammel mand på vandretur med nabopigen.

Selv uden at have set dette forlæg er det slående (eller snarere nedslående), hvor velkendt manuskriptet virker. De travle forretningsforældre skal finde tid til familiehygge og hinanden, far og farfar skal begrave stridsøksen, og barnebarnet skal have nogle autentiske oplevelser i det fri.

Som anker for det hele er den opbyggelige historie om det nye og gamle Kina, hvor farfar lærer at bruge en iPhone, mens hans individualistiske barnebarn, der er et produkt af Kinas et-barns-politik, lærer glæden ved at lege i flok.

Som for at sikre sig, at vi ikke går glip af historiens udvikling, bliver hver hændelse forklaret gennem dialogen. Man behøver altså ikke tale ned til et børnepublikum.

Nattergalen fungerer bedst, når skuespillerne får lov at folde sig ud. Især Li Baotian som farfaren er en så energisk entertainer, at det næsten virker sandsynligt, at pigen (Yang Xinyi) skulle blive så optaget af vandreturen, at hun ikke engang opdager det, da hendes iPhone løber tør for strøm.

Hun er nu også ganske charmerende – en lille rappenskralde, der efter at være blevet bidt af myg højlydt proklamerer: ”Jeg har brug for en plastikkirurg!” Hun bliver mere medgørlig, da hun får øjnene op for naturens fortræffeligheder efter at have aet en vandbøffel, faret vild i en bambusskov og overnattet i en grotte.

Forældrene er mere flade figurer, og filmens afgjort svageste scener er, da Muyl klipper væk fra vandreturen for i stedet at fokusere på deres afkølede ægteskab. Ikke fordi en børnefilm skal holde sig fra voksentematikker, men fordi det er så ligegyldigt et sidespring, at selv de mest tålmodige børn (og anmeldere) bliver rastløse.

Fornøjelighederne skæmmes også af en slutning, der frem for at sige noget modent om død og forgængelighed støtter sig til en kapitalistisk parole om, at intet problem er så stort, at man ikke kan betale sig fra det.

Visuelt stimulerer fotograf Ming Sun enhver læser af rejseguide-serien Turen går til med en naturskøn billedside, der giver udendørsmennesker lyst til en vandretur i de kinesiske provinser. Historiens generationskløft understreges i kontrasten mellem stål-og-glas-bygningerne i Beijing og de tussegamle træhuse på landet.

Der er tilpas mange smukke billeder og sjove øjeblikke til, at Nattergalen kunne være et fornuftigt bud på en vinterferiefilm med familien, men den er samtidig så harmløs, at ungerne hurtigt ville zappe væk, hvis de faldt over den på Ramasjang.