Naturens uorden

”Jeg er parat til at gå i graven, hvis jeg ikke kan bevise, at mit liv er værd at leve.”

Den 27-årige Jacob Nossell citerer hverken Camus eller Sartre i dokumentaren Naturens uorden. Han taler om sig selv, og han taler frit fra leveren.

Jacob er spastisk handicappet, og Naturens uorden dokumenterer hans undersøgelse af et par helt grundlæggende spørgsmål.

Har jeg som handicappet ret til at leve? Hvorfor er jeg til? Er jeg normal? Hvordan kommer vores samfund til at se ud, når vi med teknologi kan trodse evolutionen og naturens orden?

Det er altså de helt store tematikker, Jacob tumler rundt med, og det kunne nemt blive en tung og tør omgang.

Men Jacob er en elskværdig karakter, der er nem at holde af, og som man både kan grine og græde sammen med. Jacob er nemlig komiker ved siden af sit journaliststudie på Roskilde Universitet, og i 2009 drog han til Nordkorea undercover sammen med Mads Brügger i Det røde kapel.

Selv om han måske ikke har fuld kontrol over sin krop, fejler hans hoved ingenting. Han er kvik, befriende selvironisk og følsom.

Naturens uorden er centreret om teaterstykket Human afvikling, som Jacob sammen med teaterinstruktøren Thomas Corneliussen satte op på Det Kongelige Teater sidste år.

Parallelt med teaterstykket følger dokumentaren i fire akter Jacobs liv på godt og ondt. Vi er med hele vejen – også når det gør ondt.

Han taler med hjerneforskeren Kristian Moltke Martiny og med dna-forskeren Eske Willerslev for at forstå sit biologiske ophav. Og vi er med, når Jacob søger praktikplads hos

DR og Ekstra Bladet og råt for usødet får at vide, at hans handicap står i vejen for hans journalistdrøm.

Naturens uorden er stærkest, når Jacob er i centrum, og det er han heldigvis i det meste af filmen. Han har nemlig ikke noget nemt liv.

Alene at tage strømper på er en kamp. Babyer begynder at græde, når de ser ham. Som han selv siger: ”Når folk ser mig, vil de enten undgå mig eller slå mig ihjel.”

Men Jakob drives af en trodsig og arbejdsom kraft, der tvinger ham til at gå i clinch med sit handicap. Jacobs familie, teaterinstruktøren Thomas Corneliussen og dokumentaristen Christian Sønderby Jepsen (Bodil-vinderen Testamentet og Blodets bånd) står Jakob bi som hans trofaste støtter.

Men da tvivlen rammer Jacob op til premieren på teaterstykket (udsolgte forestillinger på Gamle Scene), og følelserne får frit løb, må han gennemføre sit projekt på egne ben for at lykkes. Det er stærkt engagerende og som fortælling solidt sat sammen.

Da Jacob bliver kørt ned af en bus midt i forberedelserne til teaterforestillingen og samtidig får en tarmsygdom, besluttes det, at han af helbredsmæssige årsager skal dele rollen som sig selv med en skuespiller.

Filmens alvor kommer til udtryk, da vi opdager, hvor svært det følelsesmæssigt er for skuespilleren at gestalte Jacob. Han føler sig utilpas, når han skal tale utydeligt eller gå mærkeligt. Langsomt går det samtidig op for én, hvor svært det må være for Jacob at være Jacob.

Naturens uorden kunne nemt være blevet sentimental og ensidig. Men filmen undgår alle faldgruber med en overraskende stor portion humor – ofte takket være Jacob.

Hans første kommentar efter sin tarmsygdom er således: ”Jeg har fået stomi, så nu har vi en ny målgruppe til forestillingen.”

Da han spørger en evolutionsbiolog om, at han får kone og børn, lyder det tørre svar: ”Nej, det gør du ikke, men det gør jeg heller ikke. For jeg er tyk og grim.”

I jagten på normalitet kommer han svar nærmere. Det er ikke kun handicappede, der er uperfekte, der tvivler på sig selv og leder efter livets mening. Det gør alle mennesker.