Ne me quitte pas

”Børstede du tænder i dag?”

”Mig? Nej, aldrig!”

Hygiejne er et fremmedord for Marcel og Bob, to belgiske alkoholikere, der har besluttet at begå selvmord sammen. Da tandlægen fjerner endnu en af Bobs filtergule tænder, fornemmer man, at det er business as usual.

”Jeg har stadig to tilbage,” konstaterer han køligt.

Dokumentarfilmen Ne me quitte pas, der kickstarter en ny Dox:Bio-sæson, følger de to originaler i en forfalden flamsk flække. Vi er lysår fra Bruxelles’ EU-direktiver og højhuse af glas.

I deres kuldsejlede liv er Marcel og Bob hinandens eneste holdepunkt. Derfor hentyder titlen, der på dansk betyder ”forlad mig ikke”, både til de tos venskab og til den alkohol, ingen af dem kan undvære.

Tiden går med at diskutere landskinke og brændeovnsbrænde i Bobs snavsede hybel. På bordet kravler en myre hen over en gulnet kassebon. Tomme floskler hentes frem fra bunden af endnu en flaske rom.

De to særlinge er fortællingens dynamo og noget af et scoop. Bob er en fåmælt poet med blygråt fuldskæg og cowboyhat. Hans brune cerut, der kronisk er mejslet i mundvigen, får ham til at fremstå som en flamsk Egon Olsen. Men han har ingen plan.

Marcel er forladt af sin kone gennem seksten år og risikerer nu at miste kontakten med sine tre børn. Han har store, selvmedlidende øjne, og bodegamusklen buler vemodigt under en plettet t-shirt. Han ligner en fisk, der ikke orker at svømme.

Stilen er rendyrket cinema verité: Ingen spørgsmål eller interaktion fra de to hollandske instruktører,Sabine Lubbe Bakker og Niels van Koevorden. Kun en kameralinse, der konstant kigger med. Og som står tilpas i vejen, når Marcel rutinemæssigt må ud og kaste op.

Instruktørerne følger Marcel og Bob gennem seks kapitler, der spænder over mindst et år. Det virker usandsynligt, at de to grupper – filmmagerne og plattenslagerne – ikke skullet have snakket sammen ude på de stive nattetimer. Og den observerende stil virker derfor også en anelse fortænkt og får filmens 107 minutter til at virke lovlig lange i et ellers både gribende og humoristisk portræt af to skikkelser i frit forfald.

I et tragikomisk øjeblik vil Bob vise det træ, hvor de to har besluttet at ende deres dage. Stemningen er højtidelig. Men Bob er for beruset til at finde træet for bare skov. Scenen er symptomatisk for de to venners hverdag: Selv den romantiske død fortaber sig i sprittågernes delirium.

Via filmens triste provinsbilleder antyder instruktørerne, at Marcel og Bobs skæbner slår knaster i hele regionen. Vi er vidne til et Belgien på stand-by.

Man aner et lyspunkt, da Marcel frelst lader sig indlægge på afvænningsklinik. Han bekender, at både far og bror er døde af druk. Æbler falder ikke langt fra stammen. Og kontrakten med promillerne er ubrydelig.

Dødsdrikkeriet kan lugte af dårlig komedie, men det er tragisk at overvære, fordi Marcel er hentet i virkeligheden. På den måde trækker Ne me quitte pas tråde til sidste års danske Blodets bånd, hvor vi også bevidnede en alkoholisk deroute på klos hold.

Og samtidig rejser filmen spørgsmålet, om systemet burde været bedre til at hjælpe typer som Marcel. Instruktørerne peger ikke fingre, men lader elegant publikum fælde den moralske dom.