Bad Neighbours 2

Er det sjovt første gang, er det endnu sjovere anden gang.

Sådan lyder parolen i de fleste komediefortsættelser, og sådan lyder den også i Bad Neighbours 2. Og overraskende nok holder det faktisk stik. 

Egentlig begravede Mac (Seth Rogen) og Teddy (Zac Efron) deres stridsøkse i slutningen af den sidste film. Men da Teddy har svært ved at vænne sig til livet efter unitidens abefester, graver han den frem igen for at hjælpe en ny gruppe studerende. Denne gang en flok piger – med Chloë Grace-Moretz som Shelby i spidsen – der er flyttet ind i hans gamle hus. 

Det er selvfølgelig dårligt nyt for Mac og hans kone Kelly, der spilles af Rose Byrne. De har nemlig lige akkurat solgt deres hus og købt et større i et hvidere, mere nyrigt kvarter. Men køberne af deres hus kan komme på uanmeldt besøg i 30 dage inden handlen går igennem, og så hjælper det nok ikke ligefrem på købelysten, at pigerne ved siden af kaster blodige tamponer mod vinduerne. 

Det er et tyndt setup, men hvem i alverden går op i det? 

Fejden eskalerer hurtigt fra småchikane og sabotage til hærværk og tyveri, ledsaget af grovkornet slapstick og kække bemærkninger i den dårlige smags tjeneste.

Højdepunktet er, da Mac og Kelly klæder deres gravide vennepar ud som ortodokse jøder for at narre de nye købere, og Mac så peger på dem med bemærkningen: ”Se, hun har en ny lille jøde i ovnen!” 

Som den første film holder toeren langt hen ad vejen en jævn balance mellem højpandet lavkomik og rendyrket idioti, serveret i et tempo så de gode jokes distraherer fra de dødfødte. Halvdelen af vittighederne fra filmens trailers er ikke med i biografversionen, hvilket siger noget om, hvor kaotisk, usammenhængende og improvisatorisk, filmen føles. Men det er ikke så mærkeligt, når hele fem manuskriptforfattere har skullet være enige. 

Det er ikke mere end en håndfuld vittigheder, man kan huske efter filmen, men så længe den varer, er man i charmerende godt selskab.

Seth Rogen er en pålidelig toilethumorist, og han har med film som Knocked Up, Pineapple Express og This Is the End gjort karriere som Hollywoods skæveste straight man. Rose Byrne matcher ubesværet hans maniske energi, og Chloë Grace Moretz kommer med en befriende fandenivoldsk og jubelvulgær præstation, der næsten renser ganen efter sidste måneds kummerlige Den 5. bølge. 

Det er dog oftest Zac Efron, der stjæler showet. Hans Teddy er kun blevet dummere siden sidst: Da han bliver instrueret i at lave hårdkogte æg, indvender han: ”Hvorfor skulle vand gøre æg hårde? Det gør pasta blødt.” 

Efrons feministiske vækkelse i selskab med pigeklubben står for nogle af filmens mest morsomme scener, som da han uforvarende forsvarer den voldtægtskultur, de opponerer mod:

”Vi holdt masser af fede fester her. Pimps and hoes. CEOs and corporates hoes. Boise Boys and Idahoes.”

Filmens feministiske agenda er i det hele taget prisværdig, men den mister meget af sin rødstrømpe-autenticitet ved at lade alle kvinderne dåne over Efrons vaskebræt. Og når pigerne taler lige så pubertært som drengene uden at få noget på den dumme, virker det som om, de har lov til at skeje næsten lige så meget ud som det svage køn. 

Den sukkersøde men oprigtige forløsning på historien føles lidt vel rigeligt som en moralprædiken om at blive ældre og lægge hashpiben fra sig.

Så er åbningssekvensen bedre til at moderere det sure og det søde: Mac og Kelly har øm morgensex, lige indtil hun brækker sig ud over ham, fordi hun har morgenkvalme. ”Skat, jeg tror, jeg er gravid igen.”

Så ved man ligesom, hvad man får.