Nelly & Nadine

Man bliver nok aldrig helt færdig med Anden Verdenskrig.

Det gælder i hvert fald for Magnus Gertten, som efter at have drejet to dokumentarfilm om ofre og overlevende for holocaust – Hoppets Hamn og Every Face Has a Name – er kommet med endnu en af slagsen, Nelly & Nadine.

Noget af det første, vi ser, er et ansigt i mængden af fanger, som ankommer til Malmø Havn fra de tyske koncentrationslejre. Det er et kvindeansigt med asiatiske træk og et skælmsk smil på læben samt et blik, der stolt stirrer ind i kameralinsen.

Men som vi senere får at vide, dækker smilet over at være adskilt fra sin elskede. Mystiske Nadine, datter af en kinesisk diplomat og en belgisk kvinde, var den 24. december 1944 i Ravensbrück-lejren blevet kæreste med operasangeren Nelly.

Det er Nadines ansigt, der får Gertten til at fortælle den betagende historie om to kvinders forbudte kærlighed.

Man tænker uvilkårligt, at Nelly & Nadine er endnu en film om de stakler, som overlevede nazismens udryddelseslejre.

Sågar har dokumentaren samme filmiske vekselvirkning af sort-hvide billeder og farvefilm, som har kendetegnet genren siden Alain Resnais’ kortfilmklassiker Nat og tåge (1956). Skiftevis er vi i fortidens brutale virkelighed bag pigtråd og i nutidens eftermæle med kulør og nærvær.

Men snart bliver filmen til mere end endnu et nødvendigt vidnesbyrd om menneskelig ondskab.

Vi møder nemlig Nellys barnebarn Sylvie, landmandskone i Nordfrankrig, der er på sporet af sin enigmatiske mormor. Og efter små tyve minutter får vi langsomt blændet op for Nellys fortid, som i årevis har været gemt væk, fordi Sylvies mor ikke brød sig om Nadine og navnlig dennes kærlighed.

Med megen forståelig tøven åbner Sylvie mormorens efterladte kiste og går på opdagelse. Og så lægges puslespillet til en mosaik over et skæbnesvangert møde under krigens umenneskelighed og siden parrets frigjorte eftertid i en slags eksil i Venezuela.

Brikkerne til denne livssuite er dagbogsider, fotos, breve og sågar en Super 8-film, og de tegner et billede af en kærlighed, der i en bigot samtid blev udskammet.

Mest spændende er Nadines flamboyante historie.

Født ind i en kinesisk overklasse bliver hun både fransk opdraget og uddannet som officer. Hun tager i de brølende tyvere til Paris, hvor hun bliver ansat hos og kæreste med den amerikanske millionøse, Natalie Clifford Barney. Natalie er en berømt feminist, som holdt salon for tidens kulturelle berømtheder som Djuna Barnes, James Joyce og Colette.

Under den tyske besættelse bliver Nadine medlem af den franske modstandsbevægelse, mens operasangeren Nelly er spion for de frie franske i London.

Begge pågribes og sendes til Ravensbrück, men Nelly bliver sendt videre til arbejdslejren Mauthausen. Det er et mirakel, at de begge ikke kun overlever, men også finder hinanden igen.

Først da Nadine bliver dødssyg, vender parret tilbage til Europa.

Historien om Nelly & Nadine er af det stof, som en Hollywood-film er gjort af. Det er virkelighedens drama med en problematisk kærlighedshistorie, som må siges at ende forholdsvis lykkeligt.

Men instruktøren Magnus Gertten nedtoner historiens følelsesregister og hang til patos og lader det også blive til et stille portræt af Sylvie, hvis skæbne blev styret af en mormor, hun knapt nok kendte.

Velsignet er der ikke dramatiseringer af optrin, sådan som det er på mode i dagens dokumentarfilm. Når slutningen smægtende toner ud med den berømte sang fra andet akt af Madame Butterfly, om en skønne dag at ses igen, er det ikke et sentimentalt påfund.

Det var den arie, Nelly sang julenat 1944, da Nadine blev forelsket i hende.