Neruda

Der sprøjtes biopics ud som aldrig før.

En undergenre handler om den revolutionære eller kunstneren, der kæmper for uretten, kunsten, erotikken, frigørelsen. Engang imellem forenes de to undergenrer, og vi får biopic’en om den revolutionære kunstner eller den revolutionære som kunstner, for eksempel i Kahlo eller en af de mange Che Guevara-film, tydeligst i Motorcykeldagbog, hvor Che giver den som beatnik med gaspedalen i bund, og for nyligst Trumbo.

Den kommunistiske kunstner har sin egen ikonografi, gerne med knyttet næve, baskerhue og fart på håndvåbnene/blyanten/penslen og friheds- og retfærdighedstrangen. Her forenes eneren med de undertrykte masser i ét billede, man kan hænge op på teenageværelset.

Hvor de fleste af den slags film hægter sig på ikonografien, begynder chilenske Pablo Larrains suveræne og originale biopic Neruda lige præcis i forholdet mellem virkelighed og mytologi. Den undersøger billedet af den kommunistiske senator og forfatter til revolutionære beredskabsdigte og erotiske digte: Pablo Neruda (1906-1973).

Hvor meget er mytologi, selvfremstilling – konstruktion? Hvor meget er politisk kamp? Hvad er sandhed og løgn? I historien?

I det enkelte menneske?

Neruda åbner i 1948 på toilettet i det chilenske parlament med en diskussion mellem den kommunistiske senator Neruda (Luis Gneccho) og tilhængere af den højreorienterede og amerikansk støttede præsident Videla, der pønser på et kup. I næste scene lægger Neruda makeup til en digtoplæsning med hest, mens nøgne kvinder danser omkring.

Her begynder filmens ret geniale greb, nemlig en ond voice-over af politikommissæren Óscar Peluchonneau (Gael García Bernal), en mand fra rendestenen, en mand uden identitet, der afslører Neruda som mytemager og selvfed poseur uden interesse for lidelsen og folket.

Kort efter gennemføres kuppet, Neruda går under jorden med Peluchonneau i hælene.

Neruda beskyttes af kommunistpartiet, der vil skjule ham. Men han vil ikke skjule sig, han vil blive myte og have fest og kvinder.

Filmen udvikler sig til en række lige ved og næsten-flugtscener, hvor Peluchonneau hele tiden finder en detektivroman, efterladt af Neruda, og Neruda finder ”folket” og konfronteres med sit eget billede i et Chile, der både har fangelejre, smukke bjerge, indianere og bohemefester.

Det er et narrespil – eller som Peluchonneau siger: ”en forfølgelse uden rædsel”, hvor han er lige så meget en del af Nerudas spil om berømmelse og myte, som Neruda har brug for ham til sin egen fortælling om sig selv.

I slutningen udarter filmen til en lige lovlig magisk metafortælling, men det ændrer ikke ved, at det er det mest interessante og humørfyldte portræt af den revolutionære kunstner længe set.

Pablo Larrain stod bag Jackie, der også handler om virkelighed og camelot-myte i kølvandet på Kennedy-mordet. Men hvor Jackie snegler sig af sted, er der anderledes ild i Neruda.

Luis Gnecco er en skøn forvandlingskugle som flugtkonge, både som erotoman fedling, fuldskægget gangster og hvidklædt adelsmand, han kan ælte sin fede krop ind i enhver form: som helt, som nar, som elsker, som løgner – som komplekst menneske.

Gael Garciá Bernal spiller herligt som den lille mand, han er: i tvivl, desperat, hævngerrig, tom. Æstetikken er både enkel og gør brug af mange snedige spejltricks. For eksempel når Peluchonneau går forbi et udstillingsvindue med fotografier, og Neruda et øjeblik efter går ud af billedrammen og ud på gaden.

Hvis du længes efter en fornyelse af biopic’en med fortællemæssigt overskud, kunne det her være filmen for dig.