Never Have I Ever

I teenagetiden er sommerferien en enestående mulighed for at lade op og vende tilbage til klassekammeraterne med fornyet kraft: sejere og mere sexet. 

”Hey guder. Det er Devi Vishwakumar. Hvad så?” indleder hun bramfrit sin bøn. Og efter at have rundet sidste skoleårs skuffelser kommer hun med sine ønsker til det nye år.

Hun vil gerne inviteres til en fest med hårde stoffer. Bare for at kunne sige: ”Ingen kokain til mig, tak!” Og så vil hun gerne bede om kæreste. Ikke en nørd, nej, én fra et sportshold eller sådan noget. Han må gerne være dum, bare han er lækker.

Devi er akademisk og pragmatisk, men hun er også en pige i puberteten, som mener, at det er på tide, at hun får sig nogle erfaringer.

Sådan starter Mindy Kalings hjertevarme, nøgterne og humorfyldte skildring af tilværelsen som indisk-amerikansk teenager med alt, hvad det indebærer af konflikter. Never Have I Ever trækker på Kalings egen opvækst og er overbevisende med sin legende teenage-lingo.

Kalings spydige, sjovsmarte tone skinner igennem i den boblende og lidt blåøjede Devi, der spilles storcharmerende af debutanten Maytreyi Ramakrishnan.

Devi har aldrig kysset, kærestet, festet eller fuldet. Det er virkelig dårlige vilkår i et spil ”Jeg har aldrig …” og pirker til Devis ukuelige konkurrencementalitet. Sammen med veninderne Fabiola og Eleanor beslutter den viljestærke nørd sig for at angribe situationen sagligt og fagligt.

Hvis man kan få topkarakter, kan man vel også få en kæreste?

Det er her, Devis identitet som indisk-amerikansk kommer ind i billedet. Mor Nalini insisterer nemlig på at opretholde en ubøjelig, indisk opdragelse bag det hvide stakit i den amerikanske forstad. Moren mener, at enhver relation til drenge vil forhindre datteren i nå det store mål: Universitetet.

Devi lader sig dog ikke stoppe. Hun spørger slet og ret skolens mest populære sportsstjerne og sexgud Paxton, om han kunne være interesseret i at lave noget seksuelt med hende. Han trækker på skuldrene og siger ja.

Det er forfriskende uventet, men også begyndelsen på nogle ret forudsigelige fortællinger om de tre veninder. Her opdager Fabiola eksempelvis, at hun er homo, og over tre afsnit tager hun museskridt i en meget pædagogisk udpenslet udgave af at springe ud.

Men de pubertære prøvelser overdøves af en historie, der rumsterer i baggrunden. Devis USA-begejstrede og evigt optimistiske far døde i foråret af et hjertestop, og det forfølger pigen, der ellers gør sit ypperste for at fortrænge sorgen med søde dagdrømme om kys og kærester.

Devis liv og lidelser berettes henrivende af en fortæller, som ingen ringere end den tidligere tennisstjerne, John McEnroe, lægger stemme til. Han er den afdøde fars yndlingsatlet, en meget hvid mand og et af de mest velskrevne elementer i serien. Det er virkelig sjovt, når McEnroe med tvivlsom udtale leverer ungdommelige internetudtryk og med tør ironi og opgivende suk kommenterer Devis eklektiske livsstil.

Serien har styr på sin repræsentativitet, og de karakterer, der ikke er delvist indiske, sorte eller asiatiske, er jødiske, handikappede eller en kæk karikatur på hvide mennesker. Desværre svigter serien på fedmefronten og kandiderer med skolens eneste tykke person til årets mest uopfindsomme komiske indslag.

Seriens teenagere er alle variationer over det elskværdigt kiksede. Devi forsøger at kravle op ad skolens sociale stige, men det viser sig, at ærlighed har sin egen status. Imens er pigernes forældre travlt optagede af forfængelig selvrealisering under Los Angeles’ bagende, opportunistiske sol.

Mindy Kalings serie har et forsonende præg over sig. Sorgen har plads i puberteten og identitetsdannelsen, og man kan godt langsomt bearbejde et tab, samtidig med at man smager på teenagelivets fristelser. Never Have I Ever fortæller en herligt livsbekræftende historie om, at der ikke er en rigtig måde at sørge på.