Streaminganmeldelse
26. feb. 2021
Never Rarely Sometimes Always
Kusinerne Autumn (Sidney Flanigan) og Skylar (Talia Ryder) rejser til New York, så Autumn kan få foretaget en abort, som forældrene ikke må vide noget om. Foto | Angal Field

Never Rarely Sometimes Always

Barskt abortdrama om unge piger på afveje i New York fremkalder tårer og får det til at løbe koldt ned ad ryggen.

Af Casper Hindse

Det er sjældent, at tårer fungerer på film. Som oftest bliver gråden for perfekt, for pæn til at vække følelser.

Tårerne insisterer på, at publikum skal omforme sig til et messende grædekor i biografen, men effekten er stort set altid den modsatte. Gråden distancerer os fra det, der sker på lærredet.

Sådan er det ikke i Eliza Hittmans Never Rarely Sometimes Always. Her er der en scene, hvor den unge kvinde Autumn græder, så det løber koldt ned ad ryggen, mens kinderne vådter til.

Instruktørens tredje spillefilm er ikke pæn. Tværtimod er den så kontrær og grynet, at filmen flere gange rammer smask lige i synet.

Autumn er blevet gravid. Sammen med sin kusine Skylar må hun rejse fra Pennsylvania til New York, fordi abort ikke er en mulighed i hjemstaten. Ikke kun på grund af lovgivningen, men også fordi det lille lokalsamfund og især Autumns mor og papfar bestemt ikke hører til USA’s mest progressive typer.

Denne lille skive af en amerikansk teenagehverdag tager Eliza Hittman sig god tid til at skære.

Det ligner en indiefilm med sin sløvt fremadskridende handling. Stemninger snarere end drama driver det hele af sted.

Instruktørens filmsprog lægger sig imellem de italienske neorealister, der opdagede verden igennem skramlede kameraer og velresearchede fortællinger, og den gribende og dybt ubehagelige Guldpalme-vinder 4 måneder, 3 uger og 2 dage om en abort i Rumænien før Ceausescu-regimets fald.

Never Rarely Sometimes Always går undervejs en anelse for langsomt. Men alligevel er det netop tempoet, der griber én.

For ved at gøre handlingen overvejende udramatisk bliver filmen en sanseligt nærværende og smertelig oplevelse om dét, der i den grad må kaldes dramatisk: en abort.

Det er en genistreg, at det hæderkronede produktionsselskab Focus Features har opdaget Eliza Hittmans talent og givet hende mulighed for at fortælle i en form, som hører et hjemmevideokamera til.

Resultatet er en rystende historie, der i hvert eneste billede gengiver det skramlede, søgende og usikre teenageliv.

Instruktøren fintuner sine færdigheder.

It Felt Like Love fra 2014 er et påtrængende og nærgående stilstudie i en ung kvindes fornemmelse for andre mennesker. Beach Rats fra 2017 er et hårdtpumpet drama om en ung mands livslede og råb om hjælp via selvdestruktion.

Det er følelserne fra disse to film, Eliza Hittman denne gang komprimerer til et barskt og intimt portræt af kvinder i en situation, som de slet ikke er gamle nok til selv at håndtere. Men som de alligevel formår at klare sig igennem.

Autumn og Skylar kommer ud for lidt af hvert. Sundhedsforsikringen dækker ikke, hvis forældrene hjemme i Pennsylvania skal leve videre i uvidenhed. Da pengene derfor slipper op, må de ellers så rolige unge kvinder tage hjerteskærende metoder i brug for at komme hjem.

I den store grådscene sidder Autumn over for en sygeplejerske og skal svare enten ”aldrig”, ”sjældent”, ”sommetider” eller ”altid” på en række spørgsmål om sit sexliv, inden hun kan få foretaget aborten.

Pludselig pibler tårerne ud af øjenkrogene på den ellers stoisk stærke teenager, og debutanten Sidney Flanigan græder så roligt, at man bævrer i biografsædet.

Det bliver aldrig gjort klart, hvem der er barnets far. Men i det sekund forstår vi, at der muligvis ligger helt andre grunde end en sommerforelskelse bag graviditeten.

Filmen er blevet kaldt ”feministisk” og ”vigtig”, efter den vandt juryens store pris ved Berlinalen i februar 2020. Først og fremmest er den et knivskarpt vidnesbyrd om unge kvinders vilkår i verden i dag.

Det er svært ikke at få tårer i øjnene.

Titel:
Never Rarely Sometimes Always

Land:
USA, England

År:
2020

Instruktør:
Eliza Hittman

Manuskript:
Eliza Hittman

Medvirkende:
Sidney Flanigan, Talia Ryder, Théodore Pellerin

Spilletid:
101 minutter

Premiere:
Kan ses på iTunes

Relevante artikler

Fra samme skribent

kortfilmanmeldelse
22. feb. 2024
Ridder lykke

Ridder lykke

Serieanmeldelse
28. dec. 2023
Bag enhver mand

Bag enhver mand

Nyhed
26. maj 2025
Jafar Panahi vinder Guldpalmen

Jafar Panahi vinder Guldpalmen

Interview
26. maj 2025
Uden store armbevægelser

Uden store armbevægelser

Feature
29. okt. 2024
For abonnenter
Fuck systemet!

JAGTVEJ 69: Fuck systemet!

For abonnenter
Tatami
Biografanmeldelse
30. okt. 2024

Tatami

Birds
Serieanmeldelse
04. aug. 2024

Birds

Nul stjerner – sæson 7
Serieanmeldelse
04. aug. 2024

Nul stjerner – sæson 7

Sex
Biografanmeldelse
29. juli 2024

Sex

Mest læste

En stjerne fødes i nyt Ekko
Nyhed
30. aug. 2018

En stjerne fødes i nyt Ekko

Da min kornmark blev Halmtorvet
sommerserie
23. aug. 2020

Da min kornmark blev Halmtorvet

Ekko
Magasin · maj 2024

Ekko #96

I dette nummer dykker vi ned i politiske diskussioner med Jonathan Glazer og Christina Rosendahl, og vi tager en nostalgisk rejse tilbage til Nils Vests dokumentariske opgør. Vi kårer de bedste Guldpalmevindere fra Cannes, og du kan læse om Zendayas vej til magten i Hollywood. Fra byvandringer i Egon Olsens fodspor til dommedagstemaer i film – det her magasin har det hele!