The Newsroom

Når kameraerne ruller, lever The Newsroom. Når en febrilsk reporter farer ind til chefproduceren med den journalistiske smoking gun, som hun viderebringer til værten i nyhedsstudiet, der med overlegen kølighed retter den mod sit interviewoffer og bang: et styk dødbringende nyhedsmaskine.

Her sitrer studiet på det fiktive amerikanske News Night-program af retfærdig harme og indignation, som i første afsnits medrivende sidste halvdel, hvor nyhedsværten Will McAvoy (Jeff Daniels) og hans hold af journalistiske terriere modsat resten af den lemminglignende presse optrevler de katastrofale konsekvenser af BP- platformens olielæk i den mexicanske golf. Journalisterne kæmper, som var de aktiehandlere på Wall Street, og tv-serie-mesteren Aaron Sorkin glemmer for en stund den selvtilfredst belærende mine, der ellers er malet ud over hans nye, stærkt imødesete HBO-føljeton.

Sorkin røber sin egentlige dags- orden allerede i åbningsafsnittets første minutter. McAvoy, der bliver kaldt nyhedernes Jay Leno (han er populær, fordi han ikke generer nogen), debatterer USA’s og mediernes tilstand ved et universitetsseminar. Og i en sekvens, der sender en hilsen til Howard Beales åbenbaring i Sidney Lumets knivskarpe satire over nyhedsmøllen, Network, affyrer han en pludselig tirade mod sit hjemland med konklusionen: ”USA er ikke det bedste land i verden – men det var det engang.”

McAvoy går fra ufarlig, fed og færdig til irriterende menings- missionær på få minutter. Hans omvendelse er ansporet af hans gamle producer (og ekskæreste) Mackenzie MacHale, en hårdfør, men human krigsreporter, der er renfærdig som en engel og med et ungt og energisk hold bringer News Night tilbage på ret køl – trods seerflugt og pres fra den pengegriske koncernledelse.

Den strygerakkompagnerede åbningssvada er blot den første i rækken af frelste enetaler, McAvoy og kollegaerne fremsiger i seriens første fire afsnit. Det er de lette ofre, der står for skud. McAvoy skælder den sensationslystne sladderpresse hæder og ære fra. Populistiske politikere får samme tur. Og han bider sig i haserne på de ekstremistiske Tea Party-politikere, så inspirationen fra virkelighedens anderledes humoristiske tv-vært Keith Olbermann ikke fornægter sig.

Sorkin ønsker at diagnosticere de amerikanske mediers sølle forfatning, men det velmenende kritiske projekt slår fejl. Medierne ryger i guillotinen for at være holdningsløse, men udviklingen i amerikansk presse går netop mod partisk, polariserende journalistik. Sorkin svinger pegepinden mod et problem, der for længst er passé – og rammer primært sig selv i hovedet.

På overfladen ligner The Newsroom ellers en klassisk, velfungerende Sorkin-serie, som vi kender det fra mesterstykket Præsidentens mænd. Serien er propfyldt med hurtige replikskifter og klogeåger, hvis velsmurte tunger slår knuder, når de støder ind i hende den søde kollega ved vandautomaten. Men hvor indblikket i Det Hvide Hus var troværdigt, fordi personerne fremstod som charmerende virkelige mennesker, virker samtlige personer i The Newsroom som overgearede karikaturer, der interagerer i kiksede kærlighedsintriger og oneliners.

Det kniber med realismen, som når den små-autistiske Neal gennem et helt afsnit forsøger at overbevise kollegaerne om, at Bigfoot eksisterer, hvilket forhåbentlig ville være fyringsgrund på enhver nyhedsstation med respekt for sig selv.

Det patetiske Coldplay-nummer Fix You skal give emotionel vægt til en afsluttende montage i et kerne- eksempel på, hvordan intet er overladt til fantasien. The Newsroom bralrer sit quick fix-budskab ud i æteren med banal poplyrik – ”du skal repareres!” – mens man som seer ufravigeligt stopper op ved sangens allerførste linje: ”When you try your best but you don’t succeed ...”