Night Moves

Jeg er lidt i tvivl om den femte stjerne til amerikanske Kelly Reichardts film om øko-terrorisme, Night Moves, men jeg tror, at jeg holder fast på den. Det eneste problem, jeg reelt har, er en pludselig dramatisk hændelse, som det virkelig ikke går at plotspoile, i filmens sidste ti minutter.

Og det er ikke så meget hændelsens karaktermæssige og psykologiske rimelighed, jeg vil problematisere, som det er selve det faktum, at en dramatisk hændelse finder sted. For hvis der er noget, Reichardt skyer som pesten i både Night Moves og sin forrige film, Meeks’s Cutoff, en slags neo-revisionistisk western, er det dramatiske hændelser eller i det hele taget hændelses-dramatik.

Efter at være blevet tvangs-slowmotion’iseret af Meek’s Cutoff var jeg nødt til at lade den vellykket maniske The Lego Movie sætte mit blik i omdrejninger igen, før jeg turde udsætte mig for Night Moves.

Der sker i en vis, referatmæssig forstand langt mere i Night Moves, der handler om tre aktivister, som sprænger en dæmning i luften, end i Meek’s Cutoff, der handler om en karavane, der ikke kommer ud af stedet. Men det, der sker og ikke sker, sker på samme tålmodigt og nysgerrigt dvælende facon. Og det sker gerne uden et ord og i nattemørke, jævnfør titlen på den nye film.

For det kan godt være, at der ikke er nogen action i Night Moves – eller, at actionen ikke får lov til at være hektisk actionagtig, men snarere nøgtern og konkret brugsvejledningsagtig – men der er masser af spænding, som vi vel også bare kan kalde genre-dvælen.

Flere sekvenser fungerer optimalt som både Reichardt’sk dvælen for situationens og karakterernes egen skyld og som klassisk, top-neglebidende-genre-dvælen. Fremfor alt da de tre aktivister sætter ud i mørket for at placere bombe båden ved dæmningen, og de får øje på en bil, der bliver parkeret i nærheden.

Men også da den rige, unge pige i trioen, Dena (Dakota Fanning), skal overbevise en mistænksom butikschef (fremragende James Le Gros) om, at hun da ikke behøver vise identifikation for at købe en farlig masse gødning. Eller da aktivisterne sidder og spiser ved en flodbred og en meget talende camper kommer vandrende ud af skoven og mødes med en mur af tavshed.

De to sidstnævnte episoder er ikke kun auteur- og genre-dvælende, de er også temmelig sjove; en tør humor knirker hele tiden med i baggrunden. Vi kan gyse med personerne, men vi får ikke lov til at leve os ind i dem, ligesom deres bevæggrunde til at begå vandalisme i den store, terroristiske skala aldrig for alvor udredes. Det er med en både forundret og sorgfuld distance, Reichardts kamera gør sine iagttagelser.

Mest fokus er der på Jesse Eisenbergs sammenbidte, humorforladte Josh, der til daglig bor og arbejder i et hygsomt landbrugskollektiv. Et lidt mere flimrende indtryk får vi af den fandenivoldske soldaterveteran Harmon (en skægformummet Peter Sarsgaard) og nervøst livlige Dena, collegepige ud af en rig familie.

I tredje akt, efter aktionen både er lykkedes og gået frygteligt galt, bliver filmen hos Josh, der bliver mere og mere paranoid i sin kollektive idyl. Eisenberg er rigtig god til at lade sit pokerface langsomt krakelere.

Det er ikke en politisk film, men det er heller ikke en kynisk eller ironisk anti-politisk film. Det er velsagtens noget så fint som en nysgerrig film, der stiller spørgsmålet: Hvad gør politisk aktivisme ved mennesker, hvad gør menneskelighed ved politisk aktivisme – og derfor er det i al nævenyttig dvælen en skidegod film.