Nightcrawler

Jo mere blod, jo bedre.

Det er grundreglen i et hypermoderne mediesamfund, hvor folk slubrer morgenmad med soveøjne til tv-billeder af trafikuheld, skudepisoder og mordofre.

Eller som nyhedschefen Nina, spillet af Rene Russo i en djævelsk comeback-rolle, kynisk udtrykker det i Nightcrawler: ”Den perfekte nyhed er en skrigende kvinde i et overklassekvarter, der løber ned ad gaden med halsen skåret over.”

Jake Gyllenhaal er Louis Bloom, der stjæler skrotmetal fra industriparker i de mere ublu afkroge af Los Angeles for at tjene et par skillinger. Han opererer på samfundets bund, men har en parasits evne til at tilpasse sig nye forhold og arbejde sig opad i økosystemet.

Da han en dag overværer et trafikuheld, hvor et lokalt tv-hold stikker kameralinsen helt op i ofrets åbne sår, bytter han straks en stjålet cykel til et håndholdt kamera og en politiradio.

Som en moderne vampyr af storbyen vil han nu suge næring fra ulykkelige skæbners blod.

Nattens optagelser sælger han til Nina, der selv er dybt afhængig af stigende seertal for at bevare sin position i mediekredsløbets foranderlige cyklus. Louis er ferm til sit håndværk, og mens optagelserne bliver mere og mere saftige, vokser antallet af cifre på lønningschecken.

Vi skal dog igennem lovligt mange uheld af stigende intensitet for at slå fast, at Louis er villig til at gå endog meget langt for at overhale den klike af paparazzier, der konstant kæmper om næste blodige scoop. Undervejs får han råd til at hyre en makker (Riz Ahmed), der får en svært afrystelig rolle i finalescenen.

Stilistisk er filmen en slags neo-noir med konstante totalbilleder af den kunstigt oplyste nattehimmel over Los Angeles. Her ligger Nightcrawler sig i naturlig forlængelse af Nicolas Winding Refns Drive. Louis er noir-genrens antihelt, mens Nina er den afdankede femme fatale, der har toppet både på job og med krop.

Filmen er instrueret af Dan Gilroy, der tidligere har skrevet manuskriptet til blandt andet The Bourne Legacy. Med Nightcrawler har Gilroy skabt et grotesk-underholdende og stilsikkert drama, der overraskende nok er hans debut som instruktør.

Gyllenhaal er ekstremt troværdig i rollen som katastrofeliderlig natteravn. Hver eneste sætning fra hans mund lyder som en selvhjælpsbog på repeat.

Med massive dådyrøjne og slesk pomadehår placerer Louis sig i samme sociopatiske boldgade som Patrick Bateman i American Psycho: veltalende, kalkuleret og absolut moralsk fordærvet. Alligevel er der noget sært tiltrækkende ved hans raffinerede passion for sit makabre fag.

Ved et trafikuheld i bjergene bag byen slæber han eksempelvis et lig fra mørket og ind i forlygternes rampelys, for at få et godt billede. De journalistiske og etiske principper må vige for det æstetiske udtryk.

For Louis er uheldet et skønmaleri, og han er selv med til at føre penslen.

Problemet er imidlertid, at hans personlighed ikke udvikler sig i løbet af filmens næsten to timer. Ved finalen er han præcis lige så glattunget og afstumpet, som da vi lærer ham at kende.

Derfor kommer Gilroys kritik af vold i medierne også til at fremstå en anelse ensidig i en film, der ellers mestrer en realistisk, sorthumoristisk tone.

Medievolden er en logisk konsekvens af udbud og efterspørgsel, konstaterer Nina som forsvar for at klyngebombe seerne med de eksplicitte billeder. Men den konklusion er de fleste blandt filmens publikum nok bekendt med på forhånd.

De blodige nyhedsmedier eksisterer i sidste ende kun som en logisk konsekvens af alle os seere, der med største fornøjelse labber død og ødelæggelse i os med samme lemfældige attitude som et afsnit Paradise Hotel.

Her var kritikken af publikum som voldsliderlige voyeurs og en mediekultur i frit forfald en anelse mere raffineret i eksempelvis Michael Hanekes Funny Games.

Som samfundspolitisk statement klinger Nightcrawler derfor en anelse hult. Som et intenst portræt af en dedikeret psykopat er filmen derimod en sær fornøjelse.