Nina og pindsvinets hemmelighed

Mellem dugfriske græsstrå og grå mælkebøtteskud trisser et lille pindsvin lige så stille afsted hen over skovbunden. 

Ligesom så mange andre dyr i skoven lever det et simpelt og bekymringsfrit liv. Det ved derfor ikke, hvilken hemmelighed der gemmer sig i den fabrik, som det lige om lidt forvilder sig ind i. 

Nina og pindsvinets hemmelighed er Jean-Loup Feliciolis og Alain Gagnols tredje animationsspillefilm, som de i samarbejde har instrueret. En kat i Paris gav dem en Oscar-nominering for bedste animationsfilm i 2012. 

Det franske makkerpar ved om nogen, hvordan man skruer en god børnefilm sammen. Og det er også tilfældet denne gang. De lader til at have forstået, hvordan børn tænker og ser på verden, så enhver forælder vil få sig gode grin undervejs. 

Det ses allerede fra filmens begyndelse. 

Fabriksarbejderen Vincent spørger sin datter Nina, om hun kan gætte, hvilket dyr han fandt på arbejdet i dag. ”En elefant!” svarer datteren prompte. ”Et mindre dyr, Nina,” bliver hun korrigeret, hvorefter hun gætter: ”En lille elefant.” 

En spot-on skildring af, hvordan børns forestillinger om verden kan løbe frit i deres fantasifulde sind. 

Faren er god til at tegne og til at finde på godnathistorier til datteren. En lille pindsvinekrusedulle fra en godnathistorie bliver en usynlig følgesvend i Ninas fantasi – en slags legemliggørelse af hendes underbevidsthed, om man vil. 

Pindsvinet kravler ud gennem tegningen, væggene eller de omgivelser, Nina befinder sig i, når hun har brug for dets hjælp. 

Modsat de skønne, farverige animationer i stil med Bennys badekar, som det meste af historien udfolder sig i, er pindsvinets verden i sort-hvid – ligesom den blyantsstreg det er tegnet i. 

I Ninas fantasi ligner denne verden noget, vi kender fra Disneys befriende naive Mickey Mouse-fortælling Steamboat Willie fra 1928. 

Skønt tegnefilmen er for børn, er instruktørparret dog ikke bange for at forholde sig kritisk til samfundsrelevante emner. Det er ikke blot historien om et fantasifuldt børnesind, men arbejdernes kamp for retfærdighed er også et emne, man som forælder hurtigt kan spotte mellem linjerne. 

Da fabrikken lukker, og Vincent bliver opsagt, forsøger faren og moren at skåne datteren for den dårlige nyhed. Forgæves, for som filmen så rigtigt pointerer, ser børn alt. 

Det går derfor ikke Ninas næse forbi, at det er fabriksdirektøren Gustavo, som er skyld i, at Vincent og kollegaernes arbejde nedlægges. Gustavo har stjålet fra lønningsposen og skjult pengene et hemmeligt sted på fabrikken, inden han røg i kachotten for svindlen. 

At børn kan tåle at se mere, end vi voksne tror, er en pointe rettet mod forældrene, der tager deres små poder med i biffen. I en scene bliver der bandet, og i en anden scene ser vi en sammenbidt fængselsbetjent låse døren op til Gustavos celle på en stenhård og rungende højlydt fængselsafdeling. 

Sammen med sin bedste ven Mehdi beslutter Nina sig for at bryde ind på fabrikken og finde den skjulte skat, så hendes far og kollegaerne kan få, hvad de har ret til. 

Nina har en plan. 

Med et kort klippet ud af pap og to stykker legetøj danner de sig et overblik over fabrikken og dens forhindringer, nemlig en vagt og hans hund. Nina er hele to måneder ældre end vennen, så det er hende, som bestemmer, hvordan missionen skal gribes an. 

Skuret, hvor vagten holder til, er ”hovedkvarteret”. Det ord har Mehdi ikke hørt før. Men Nina forklarer, at det er et sted, hvor skurken holder til. Det er noget, hun har set i en actionfilm med forældrene. 

Igen et bevis på den umage, instruktørerne har lagt i at skildre verden, som den opleves fra et barns synsvinkel. 

Nina og pindsvinets hemmelighed er ikke blot en film om en lille pige, der vil redde sin far ud af en fortvivlet situation. 

Det er en film om at venskab, kærlighed, retfærdighed – om at tro på sig selv og hengive sig til fantasien, som man aldrig bliver for gammel til at have. 

Absolut en anbefalelsesværdig film for både børn og deres forældre.