Nisser

I første afsnit af den danske juleserie Nisser står det hurtigt klart, at vi ikke har at gøre med den klassiske form for julekalender, hvor hyggen er i højsædet.

Stemningen leder snarere tankerne hen på amerikansk horror, når en lille familie rejser til et ukendt sted, hvor en hemmelighedsfuld lokalbefolkning tydeligvis dækker over noget grusomt.

Både familien og publikum er udmærket klar over, at der er noget rivende galt.

I Nisser rejser en dansk storbyfamilie i juleferien til en afsidesliggende dansk ø. Forældrene og deres to børn – søster og bror – opdager hurtigt, at øens hemmelighedsfulde lokalbefolkning lever i samhørighed med farlige væsener i skoven.

Det er nisser, men de er hverken søde eller vilde med risengrød. Tværtimod har de smag for kød.

Menneskekød, vel at mærke.

Den standhaftige og nysgerrige lillesøster Josefine sniger sig hen til et indhegnet område i skoven, hvor det er forbudt at færdes. Hun finder en såret babynisse og vil redde det lille væsen. Men dermed bryder hun en århundrede gammel balance mellem mennesker og nisser.

Nu er alle på øen i fare for angreb, og katastrofen lurer lige om hjørnet.

Netflix-serien Nisser er skabt efter en idé af Jannik Tai Mosholt og Christian Potalivo (The Rain) og skrevet af Stefan Jaworski, der tidligere har stået bag brutale Den som dræber. Serien instrueres af Roni Ezra, der med uhygge, overnaturlighed og nisseeffekter gør titlens væsner lige dele livagtigt realistiske og nuttede.

En snigende fornemmelse af lurende ondskab bliver effektivt til rammende gys, når en mand (Rasmus Hammerich) gør den lille familie opmærksom på, at de ikke må komme for tæt på hegnet, og at de næste gang skal tage en anden vej ind til byen.

Den ubehagelige atmosfære bliver bygget gedigent op i løbet af seriens seks afsnit, hvor frygt og julehygge kontrastfuldt spiller op mod hinanden.

Hegnet ligner til forveksling det, der holder dinosaurerne fanget i Jurassic Park, og det er ikke den eneste reference til Steven Spielbergs både søde og dystre klassiker.

I andet afsnit bliver der kastet noget over hegnet – denne gang ikke en ged – til de glubske væsner.

Dermed skulle det efterhånden være slået fast, at Nisser ikke er en juleserie for de mindste. Den skal ses, når børnene er lagt i seng efter at have fået deres julefix med Pyrus eller Bamses julerejse.

Som en julekalender for voksne holder serien et højt gyserniveau hele vejen igennem.

Man kommer til at tænke på de charmerende og drabelige gremlins, når Josefine tager en lille babynisse med hjem og gemmer den. I starten ligner den nærmest en slimet nisseudgave af ET, men hurtigt bliver den til en storøjet nissetrold, som man trods skarpe tænder vil tage op i sine arme.

Gysergenren er ugleset i Danmark, blandt andet fordi det er svært at skabe overbevisende horror-universer på et lille budget. Men i Nisser er titelvæsnerne troværdige – både de grove og ondskabsfulde, der lever ude i skoven, og den lille gremlins-nisse hjemme hos Josefine.

Også seriens mennesker er stærke som nuancerede personer med et rigt indre liv.

Rasmus Hammerich er formidabel som mystisk, men egentlig godhjertet mand. Han er gift med øens dedikerede lederskikkelse og overordnede beskytter, som Ann Eleonora Jørgensen skildrer medrivende.

Kemien mellem de to bærer spændingen frem til det voldsomme klimaks i skoven i sidste afsnit.

Deres replikudvekslinger er til gengæld ikke synderligt opfindsomme, og den knap så naturlige dialog får fortællingen til at halte noget undervejs.

Det forhindrer dog ikke Nisser i at være en stemningsfuld og uhyggelig serie, der ikke bare kan gøre sig nationalt, men måske også fange et internationalt publikum.