Nitram

True crime-historier er guld værd, især på streamingtjenester.

Her præsenteres berømte mordsager som blodig underholdning, hvor vi gyser over at se mordere som Ted Bundy kredse som hajer om deres uvidende ofre.

Man kan få den tanke, at vores drabelige fascination kan inspirere andre. Særligt når det gælder massemord, hvor morderen har det med at være en frustreret nobody.

Hvis vi bliver ved at give dem opmærksomhed, kan det så ikke få en anden ensom galning til at fatte sit gevær?

Den tvivl hænger umiddelbart over Justin Kurzels Nitram, der handler om morderen bag Port Arthur-massakren i Australien.

I 1996 skød og dræbte han 35 mennesker i en lille tasmansk kystby. Det var en skelsættende begivenhed i australsk historie og førte til en omfattende reform af landets våbenlove.

Instruktørens løsning på dilemmaet er at kalde sin hovedperson Nitram – den virkelige morders navn Martin stavet bagfra. Det forklares aldrig, men den indadvendte og udviklingshæmmede unge mand er aparte.

Filmen starter med autentiske nyhedsoptagelser af morderen på hospitalet som barn, efter han har brændt sig med fyrværkeri. Har han lært noget, spørger intervieweren. Nej, det har han ikke.

Det er et grufuldt varsel om, hvad vi har i vente.

Med Nitram vender autralske Justin Kurzel tilbage til sine rødder efter den fejlslagne Macbeth, en uheldig flirt med franchisefilm i spilfilmatiseringen Assassin’s Creed og den oversete True History of the Kelly Gang.

Nitram er lige så grum som den australske instruktørs debutfilm Snowtown fra 2011. Snowtown skildrer en uskyldig dreng, der korrumperes af en psykopat, uden at nogen stiller spørgsmålstegn. I direkte forlængelse viser Nitram, hvordan en psykopat kan være en del af samfundet, uden at han får nogen alarmklokker til at ringe.

Ved første øjekast virker historien ikke usædvanlig.

Nitram er et hyperaktivt barn, som hans fraværende forældre har svært ved at håndtere. Det usædvanlige opstår, da han som teenager indleder et noget spøjst venskab med den rige, ensomme Helen.

Historien tager en virkelig dyster drejning, da Nitram nærmest flytter ind i Helens faldefærdige hus, som er fuldt af sultende hunde. Hun er dybt excentrisk, gammel nok til at være hans mor og berømt hos den lokale bilhandler for at købe en ny model så godt som hver uge.

I de fleste film, også i Snowtown, er penge en motiverende faktor. Men penge løser ikke noget for Nitram.

Hans frugtesløse forsøg på at finde lykken minder om de få scener i Nicolas Winding Refns Bronson, hvor hovedpersonen ikke er i fængsel. Den virkelige verden er ham uendeligt fjern.

Caleb Landry Jones excellerer i en modig præstation som den forstyrrede mand, der er ved at blive et monster. Og det lykkes filmen at udforske det altid ubesvarlige spørgsmål – hvad gjorde mand til morder? – uden at vække sympati for ham.

Der er sørgelige øjeblikke, som da Nitram crasher sin fars begravelse nærmest klædt ud som en klovn i den fejlslagne tro, at det er hans bedste tøj. Men Justin Kurzel og manuskriptforfatter Shaun Grant lader os aldrig glemme Nitrams spirende psykose, som da han griber ud efter rattet, mens Helen kører bil.

Der er øjeblikke, hvor tempoet halter. Til tider føles det, som om filmen snubler over at skulle vise hensyn til Nitrams ofre. Men beslutningen om ikke at vise et eneste drab er effektiv.

Nitram er en hård filmoplevelse, en mareridtshistorie, der udfolder sig med sitrende uro. Den efterlader én med en uafrystelig gru.

Og filmen er ingen moralprædiken. Statistikker sidst i filmen viser, at 90’ernes våbenreformer ikke har haft den ønskede effekt.

Grunden til, at instruktøren ikke ønsker at sætte navn på virkelighedens Nitram – der afskåret fra sin egen medieomtale afsoner en dom på 1652 år – er, at han er bange for at opildne den næste.