No Escape

Det er en helt grundlæggende menneskelig forsvarsmekanisme, No Escape bygger sin historie op omkring.

Du og din familie er pludselig i livsfare fanget bag fjendens linjer i et fremmed land, og du må sætte alt ind på at beskytte dem, indtil I er i sikkerhed.

Det er en vedkommende konflikt og et bundsolidt, om end meget dramatisk dilemma, No Escape er spundet over. Tilsat et par verdensstjerner og masser af action starter filmen da også lovende.

Jack Dwyer (Owen Wilson) er ingeniør og flytter sammen med sin familie til et unavngivet asiatisk land (læs: Thailand) for at rådgive om anlæggelsen af et nyt vandværk. Men netop som familien Dwyer ankommer, kupper en guerilla-lignende og voldelig oprørshær sig til magten i landet.

Uvidende om den revolutionære konflikts alvor må Jack egenhændigt evakuere sin kone (Lake Bell) og to døtre og beskytte dem mod de USA-fjendtlige oprørere.

Owen Wilson er på ingen måde det oplagte valg som snarrådig actionmand. Men Wilson balancerer overbevisende mellem den sårbare, afmægtige familiefar og den handlende alfahan. Selv om det ikke er hans første rolle i en actionfilm, er det forfriskende at se Wilson i andet end en komedie.

Da situationen ser sortest ud for familien Dwyer, får de hjælp af den meget britiske og kronisk berusede Hammond (Pierce Brosnan). Som en slet skjult hilsen til Brosnans rolle som agent 007 viser Hammond sig at være en del af den britiske efterretningstjeneste og bliver en god guide for familien gennem det fjendtligsindede land.

No Escape er på mange måder ordinær Hollywood-action, men den er ikke bange for at sætte sine hovedpersoner i situationer, der udstiller deres sårbarhed og desperation.

Fanget på taget af et højhus tvinges Jack eksempelvis til at flygte med sin familie. Uden andre valgmuligheder vælger han at kaste (!) sine børn over på et nærliggende højhus – mod deres vilje. Jack har slet ikke det heroiske overskud som John McClane i Die Hard, og det er befriende, at filmen tør vise sine personers mindre flatterende sider.

Mod slutningen forsøger instruktøren John Erick Dowdle at folde historien ud i et geopolitisk perspektiv. Vestlige lande tilbyder med fuldt overlæg tredjeverdenslande økonomiske lån til udbygning af vital infrastruktur.

Da Hammond skal forklare årsagen til det revolutionære oprør, er hans pointe, at de vestlige lande ved, at lånene aldrig kan tilbagebetales, og at de således på den udspekulerede måde får kontrollen over de mindre bemidlede lande.

Men det rammer ironisk dem selv i sidste ende, da undertrykkelsen fremprovokerer en folkelig opstand, som er vendt imod Vesten.

Der er dog ikke så meget bund i denne morale. No Escape dyrker Jacks hvide, amerikanske middelklasse, mens alle med skæve øjne og kulør i huden er onde.

Det er synd.

Men kan man se bort fra denne tvivlsomme og noget reducerende verdensopfattelse, venter der faktisk en nervepirrende og vellykket actionfilm.

Og instruktøren har valgt rigtigt ved at lade familien være knudepunktet. Det mobiliserer straks stærk sympati og identifikation. De tre centrale skuespillerkræfter – Wilson, Bell og Brosnan – er velvalgte, og især de to førstnævnte leverer medrivende præstationer.

Det er netop i kraft af de nære familierelationer, at denne effektive actionfilm bliver vedkommende.