No Other Land

Hvis der er noget, som kan ødelægge en god historie, er det research. Og hvis der er noget, som gør det vanskeligt at tage stilling til en væbnet konflikt, er det et menneskeligt ansigt. 

Derfor er normaliseringen af deltagerne i krigens gru også propropaganda-trick nummer ét. At vise, at de stridende parter skam består af familier, børn, oldinge, gør det umuligt at hade. Og måske endda at kritisere. 

Men No Other Land, som for nylig vandt publikums- og dokumentarprisen på Berlinalen, er en undtagelse fra de normale mekanismer. Den handler om, hvordan israelske bosættere med vold fordriver palæstinensiske landsbyer på Vestbredden.

Dokumentaren er instrueret af et helgarderende firkløver bestående af Rachel Szor, Hamdan Ballal, Yuval Abraham og Basel Adra – med de to sidstnævnte i en slags hovedroller. 

Basels familie skal muges ud af Vestbredden, hvis det står til de israelske magthavere. Yuval, som er arabisk jøde med palæstinensiske rødder, arbejder som israelsk journalist. 

Da en mor i filmen, som handler om striden mellem jøder og muslimer på den besatte Vestbred i Israel, bliver spurgt om, hvad der egentlig sker, hvis soldaterne river hendes hjem ned, slår hun opgivende ud med armene: ”Jeg har jo ikke et andet land.” 

Med andre ord bliver befolkningen i området Masafer Yatta, som består af nitten landsbyer, presset ud i intetheden. For hvor skal de være? 

Filmen er lavet af gamle optagelser af Basels far, der ligesom Basel var aktivist og i egen optik modstandsmand. 

Vi ser Basel deltage i protester og slagsmål allerede som barn på grynede hjemmevideoer. Indimellem er der smukke landskabsbilleder eller spontane opstillinger med kvinder i spraglede kjoler og tørklæder set bagfra, så de næsten bare er en diversitet af farver. 

Der er også nyhedsindslag, så de rydninger af landsbyer, som vises, sættes ind i en national eller international kontekst. 

Man fornemmer den gennemslagskraft, som aktivisme kan have. Det nytter faktisk noget, når de unge mænd i bar mave står og skriger ind i hovedet på jævnaldrende israelske kvinder og mænd. Og som alle ved, er stemningen for længst vendt imod Israel – i hvert fald i hele den kreative klasse. 

Man kan ikke undgå at blive berørt, når man ser No Other Land. Ikke så meget på grund af det politiske, men af at se den regulære menneskelighed. 

Der er alle de hverdagsagtige situationer, som man kender selv. Børnene spiller på mobiler og vil have mere skærmtid. Deres mor siger nej. Og i næste billede er hun på Facebook på sin mobil. 

En omsorgsfuld mor siger til en ung mand, at han skal tage en jakke på, for det er jo koldt. En far prøver at drive en benzintank med kun én stander. Børnene er ligeglade med krigen, de vil bare i skole og lege med deres kammerater. 

Sine steder bliver billederne for meget. En lille håndfuld balloner, der flyver bort som en tabt barndom. Omvendt kan enkelte billedmetaforer berøre én dybt. Faren, der skærer i en alt for lille fødselsdagskage til alle de forsamlede mennesker, bliver et næsten ædelt øjebliksbillede af armod. 

Mange scener i filmen er traumatiserende at bevidne. Ikke mindst to skudepisoder, hvor man råt for usødet ser folk blive skudt. En af dem bliver lam. Og senere dør han. 

I en af de allersidste scener skyder en israelsk bosætter en araber, der protesterer imod en udsættelse. Det er en meget voldsom scene – især fordi de omkringstående, de nærmeste, synligt rammes af decideret rædsel.

Og netop ofrene, de nærmeste, de levende mennesker i konflikten, er filmens force. 

De gør det nemlig umuligt at tage stilling til den storpolitiske konflikt. Men de gør det endnu mere umuligt at lade være. 

Det er og bliver de store – alle medlemmerne af det internationale samfund – som skal passe på de små. Og aktivistiske film som denne er forhåbentlig med til at flytte politikere.