Noa

Ifølge Mosebøgerne i Det gamle Testamente var Noa 500 år, da han fik at vide, at Herren var vred over sit skaberværk og ville udslette menneskene med en syndflod. Undtagen Noa og hans udvalgte familie, heriblandt sønnerne Sem, Kam og Jafet.

Han skal bygge en ark og parvis tage hele dyreriget med i lasten, når vandene stiger. Det gør de, og Noa og co. opholder sig i rigtig lang tid i Arken. Men som alle ved, går han i land, da en hvid due vender tilbage med en olivenkvist i næbbet.

Derefter bliver Noa og hans familie verdens første vinavlere, hvilket får en uheldig konsekvens. Sønnen Kam ser sin far fuld og nøgen, og herfor bliver han sammen med sin søn forbandet. Noa dør i en alder af 950 år.

Historien er faktisk ikke særlig lang. Men Noa varer mærkbart over to timer.

Vi møder Noa, da han som ung dreng ser sin far blive slået ihjel af bøse bøhmænd. Rask springer vi frem i tid, og Noa spilles nu af Russell Crowe, som bestemt ser moden og ældre ud, dog ikke i nærheden af de 500 år.

Filmen har udstyret ham med en smuk og bekymret kone spillet meget bibelsk af Jennifer Connelly. Så omfatter familien selvfølgelig de tre sønner samt en forældreløs pige, Ila, spillet voksent og følsomt af Emma Watson. Arken bliver bygget ved hjælp af nogle tidligere, frafaldne engle, der nu lever som enorme stentrolde, tilsyneladende lavet på samme fabrik som orkerne i Ringenes herre.

Vi er stedt i en urolig og forhistorisk tid i en verden befolket af alle mulige syndige mennesker, der er skyld i denne meget tidlige apokalypse. Metusalem er sågar stadig iblandt os med magiske evner og gode råd. Han bliver spillet på yderste oldingevis af Anthony Hopkins.

Der er nemlig krig på vej og oprør blandt folket, men Noa ryster ikke på hånden med hensyn til, hvem der er kaldet til at komme ombord på Arken.

Bibelfilmgenrens højsommer var så afgjort 1950’erne og lidt frem, hvor film som De ti bud, Samson and Delilah, og Skøgen fra Damaskus plus et utal af Jesus-film gik i alverdens biografer. Ofte var de gennemsyret af corny kristendom, kulørt forkyndelse og tidssvarende moralsk oprustning, der herligt gjorde disse filmeposer ufrivilligt morsomme, ja egentlig underholdende som enfoldig kitsch uden skelen til historiske eller religiøse fakta.

Instruktøren Darren Aronofsky, der allerede med sin The Fountain gav os en ordentlig omgang New Age, har også tillagt sin Noa sådanne ildevarslende staffage og sinistre sætstykker.

Således fremstår filmen ubalanceret som en cocktail af skinbarlig fantasy og senmoderne okkultisme. Til og med får vi en amerikansk kernefamilies trakasserier med i Arken, hvor farmand Noa mere er en fundamentalistisk vækkelsesprædikant end en handlekraftig rorgænger.

Men alt ordner sig.

Vi når sammen med Kam (som en passant hedder Ham på engelsk) at se en skidefuld Russell Crowe med nøgne baller. Så fik vi også lige ordnet den historie om Noas blusel og forbuddet om nøgenhed – et træk som ligger i historiens latente seksualitet, at føre art og slægt videre.

Filmen er ferm med sine flotte effekter, hvor det gjalder ekstra højt, når der går hul på en engel, og folkemængden i laser og pjalter synder og plyndrer.

Ray Winston er hovedskurken Tubal-cain, der taler cockney og nikker skaller. Han vil bistert og brutalt med i Arken, men ser sig selv som sin egen lykkes smed, ikke en af Herrens rettroende og kaldede.

Et eller andet sted rumsterer der en civilisationskritik, som mere er rettet mod menneskets aktuelle forurening og mishandling af miljøet, end den repræsenterer nogen bibelsk endsige kristen dommedag.

Også på det sæt fuser filmens flow ud i en kandiseret paradisidyl a la gudsriget i Jehovas Vidners menighedsblad ”Vagttårnet” – en langstrakt fabel om, at der i liv og ark skal være lige mange af hvert køn og en endeløs ørkenvandring af en drabelig syndflodshistorie.