Noia

To unge kvinder i dynejakke, kondisko og blegorange 80’er-frisurer står under en hvid vintersol og hviler øret mod graffitimalet metal. Gennem overfladen på en industrisilo kan man høre lyden af et indre maskineri, en brusende metallisk puls, der for det rette øre er et stykke musik.

Det er lige så råt som følsomt.

Nadja og Bess har været til rave og flakker vindblæst rundt med vennerne Andrea og Sebastian, mens de ved hjælp af smøger og joints falder ned fra nattens stoffer.

Nogle af de smukkeste scener i Noia foregår under efterfest-formiddagssolen. På taget af et hotel, på en øde byggeplads, i en Netto-båd på kanalrundfart.

Festen må ikke stoppe i den københavnske rave-underverden, som Noia stilsikkert skildrer.

Når Nadja ikke er på ecstasy, keder hun sig. Men trangen til festerne og stofferne forvandler sig til en nonstop-flugt fra angst og paranoia.

Hun bor i en cementblok med bedstevennen Bess. I lejlighedens badekar bliver de to en sanselig og sødmefuld symbiose. Fingerspidser med lysende rosinhud løber langs nubrede røde kinder i kærtegn.

Det er en total tosomhed.

De er bare venner, men i den anti-normative rave-verden er kys, kærtegn og bare bryster kun, hvad man gør det til. Det er progressivt, men skaber problemer, når Nadja bliver bitter og besidderisk.

Lejligheden og livsstilen sponsoreres gnidningsløst af Bess’ forældre, men Bess kunne pludselig godt tænke sig et arbejde. Og en kæreste. Det slår skår i venskabet.

I sin selvmedicinering mod angst og noia eskaleres Nadjas stofafhængighed. Selv om hendes modvilje mod Bess’ kærestedrømme først ligner en uforløst forelskelse, er det, som om venskabet er en afhængighed og stofferne selve forelskelsen.

Der er en vild vekselvirkning mellem oppe og nede i Noia. Den ekstatiske rus i den sorte nat og altædende nærvær i det hvide badekar afløses altid af ensomhed og angst.

Der er kun ekstremer i Nadjas spiral, og seriens konstante skift mellem den samme techno og den samme angst er klaustrofobisk og grænsende til det kedelige.

Noia har brug for mere afspadsering og vidvinkel, men forhåbentlig kommer der en anden sæson.

Noia er Camilla Ramonns instruktørdebut, hvor hun skildrer sine oplevelser i 90’ernes rave-miljø i London. Nogle kan klare mosten, mens andre knækker sammen. Der er en fin, fortrolig tone i skildringen af at bruge og misbruge, som Ramonn mestrer med sin personlige erfaring.

Den unge underverden er fyldt med glidende overgange. Den er smuk og vild, et safe space og et community, hvor man læser Upassende opførsel – 100.000 ord imod den heteroseksuelle verdensorden, dekonstruerer køn, seksualitet og krop og kysser med sine venner.

Men det er også en voldsom verden, og for Nadja bliver det til sidst en evighedsmaskine i selvdestruktion.

Levi Eja Roepstorff (Team Hurricane) gør med en piercing i hver mundvig Bess til en punkersort blomsterbuket af omsorg og ro. Imens er Frederikke Dahl Hansen (Danmark og Ekko Shortlist-vinderen Forever Now) en tornado, en industriel trykpumpe, i rollen som Nadja – betagende, bidsk og slet ikke humorforladt.

En dødsspiral på hver femten minutter kan godt være frustrerende, men det er en vigtig upper, at Frederikke Dahl Hansen spiller sindssygt godt gennem hver eneste cirkelbevægelse.