The Northman

Hollywood laver ikke film som The Northman mere.

Alene starten, hvor en fortællerstemme messende byder velkommen til billederne af en ildspydende vulkan.

”Hør mig!” runger det ud gennem biografens højtalere, så bassen går direkte i brystkassen.

Stemmen forklarer, at vi skal være vidne til sagnet om Amleth (Alexander Skarsgård) – prinsen, der dedikerede sit liv til at hævne faren Aurvandils (Ethan Hawke) død.

Og hvilken hævn!

Instruktøren Robert Eggers og medforfatter Sjón (Lamb) har ladet sig inspirere af den samme myte, som Shakespeare gjorde til Hamlet. Han trækker også på heltekvadet om Beuvulf og andre vikingesagn.

Når man kender Eggers’ forkærlighed for tidssvarende autenticitet i sine foregående film – heksefilmen The Witch og fyrbøder-syretrippet The Lighthouse – skal man lige vænne sig til, at der ikke konsekvent bliver talt oldnordisk.

Når det er bemærket, kan man læne sig tilbage og nyde den mest kunstnerisk ambitiøse actionfilm i flere år.

Handlingen er egentlig ganske ligetil. The Northman starter i 895 i et kongedømme mod nord, hvor den tolvårige Amleth ser sin far blive myrdet af onklen Fjølner (Claes Bang).

Den unge prins stikker af og vokser op hos andre vikinger, hvor han bliver en mægtig kriger.

I en hypnotisk dragende scene skildrer Eggers, hvordan krigerne en aften før invasionen af en fremmed by gør sig klar. Nøgne danser de om bålet, mens de afklæder sig alle former for menneskelige følelser og kun en dyrisk bersærker står tilbage.

Slaget dagen efter er nærmest afgjort på forhånd. De blodtørstige krigere udrydder alle, der kommer i vejen – inklusive børn, som alle smides ind i et hus og brændt levende.

Den afstumpede vold er kendetegnende for resten af filmen. Livet var hårdt og brutalt dengang, og det kommer tydeligt frem i Jarin Blaschkes linse.

Ad omveje ender Amleth på Island, hvor onklen har slået sig ned. Fjølner har giftet sig med Gudrun, som han har et barn med. Den hævngerrige prins poserer som en slave, indtil han kan udøve den retfærdighed, han har svoret til guderne.

At opleve The Northman er som at blive hensat i en trancelignende tilstand. Efter kort tid indtager Amleth og hans far en euforiserende drink som en del af en overgangsrite, og det føles, som om man aldrig kommer ud af den rus.

Komiske indslag som Willem Dafoes hofnar/shaman-figur er som en absurd hallucination, der agerer trykventil indtil det næste punkt i hævnsagaen.

Alexander Skarsgård står som hugget i granit over for Claes Bang, der bestemt heller ikke har misset en dag i træningscenteret i forberedelsen til rollen.

Selv om der er tale om et kæmpe melodramatisk familieopgør af episke dimensioner, kammer det ikke over i karikatur.

Det skyldes ikke mindst Claes Bang, der cementerer sin position som en af Danmarks fremmeste eksportvarer i Hollywood-regi. Hver eneste fiber i hans krop emmer af autoritet og er en formidabel modstander for Skarsgårds antihelt.

Robin Carolan og Sebastian Gainsboroughs fremragende underlægningsmusik luller én ind i blodrusen, der tiltager i styrke som The Northman skrider frem.

Filmen fremstiller det hele, som var det en historie fortalt rundt om et lejrbål. Det er derfor, det overnaturlige bliver plausibelt. Skæbnen er en forudbestemt snor, som de mytologiske norner har vævet.

For fans af Eggers er filmen et herligt gensyn med skuespillere fra hans foregående værker.

Ud over Willem Dafoe er den mest prominente Anya Taylor-Joy, der spillefilmdebuterede i The Witch. Det er et sjovt lille bingo for den vakse publikummer at spotte, hvem der spiller birollerne, hvoraf mange er en herlig overraskelse.

Som et psykedelisk mareridt bliver The Northman siddende i kroppen lang tid efter, man er kommet ud af biografen. Men det er et af den slags mareridt, man gerne vil opleve igen.