Biografanmeldelse
04. dec. 2013
This Is Not a Film
Jafar Panahis værdighed og lune slår igennem i This Is Not a Film. Foto | Sophia Olsson

This Is Not a Film

Filmen, som iranske Jafar Panahi lavede fra sin husarrest i al hemmelighed, vidner om trodsighed og kreativitet – og hvad prisen for den slags er i Iran lige nu.

Af Rasmus Brendstrup

En midaldrende mand sidder i sin stue, drikker sin te, tygger sin morgenmad. En ikke-begivenhed efter stort set alle tænkelige parametre – hvis ikke manden havde været filminstruktøren Jafar Panahi.

This Is Not a Film har fået sin titel, fordi Panahi i 2010 fik tyve års forbud mod at lave film, da hans samfundskritiske fokus til sidst blev for meget for det iranske styre. I tilgift fik han seks års fængsel, der efter nogle måneder blev omsat til husarrest, og forbud mod at give interviews.

This Is Not a Film er alt det, Panahi ikke må lave: En kombination af interview, samfunds- og censurkritik per hjemmevideo og som den ultimative ydmygelse smuglet ud af Iran på en usb-nøgle skjult i en fødselsdagskage og hyldet som en sensation i Cannes.

Filmen i sig selv er mindre spektakulær end dens forhistorie, men er ikke desto mindre både rørende og interessant. Det er hjerteskærende, da Panahi forsøger at dramatisere et ikke-realiseret filmmanuskript ved hjælp af Dogville-lignende tape-streger på gulvtæppet, men pludselig bryder af og opgiver med en tåre i øjenkrogen.

I det hele taget slår Panahis værdighed og lune igennem. Han taler i telefon med advokater, møder naboer i døren og byder venner indenfor. Og han filmer sin modige filmkollega Mojtaba Mirtahmasb, samtidig med at denne filmer Panahi, der prøver at joke med paradokserne i det filmningsforbud, der er blevet ham pålagt.

Bedst fungerer de sekvenser, hvor selvbevidstheden skrælles bort, og virkeligheden banker på. Som da Mirtahmasb i en uforglemmelig optagelse indfanger en kran, der svinger snert forbi Panahi på lejlighedens altan – en gigantisk, anklagende robotpegefinger, man får lyst til at læse som metafor.

Filmens blotte tilblivelse vidner om trodsighed og kreativitet, men også om, hvad prisen er for netop trodsighed og kreativitet i Iran netop nu.

Denne tekst blev bragt som dvd-anmeldelse i Ekko #61 (juni-august 2013).

Land:
Iran

År:
2011

Instruktør:
Jafar Panahi, Mojtaba Mirtahmasb

Manuskript:
Jafar Panahi

Medvirkende:
Jafar Panahi

Spilletid:
75 min.

Premiere:
5. december 2013

Relevante artikler

Feature
19. mar. 2013
Farhadi er Last Man Standing

Farhadi er Last Man Standing

Essay
12. okt. 2011
Han taler kvindernes sag

Han taler kvindernes sag

Fra samme skribent

Biografanmeldelse
17. juli 2024
Memory

Memory

Biografanmeldelse
02. juli 2024
Hvisken i støvet

Hvisken i støvet

Biografanmeldelse
26. juni 2024
Samsara

Samsara

Biografanmeldelse
01. juni 2024
La chimera

La chimera

Nyhed
26. maj 2025
Jafar Panahi vinder Guldpalmen

Jafar Panahi vinder Guldpalmen

Interview
26. maj 2025
Uden store armbevægelser

Uden store armbevægelser

Feature
29. okt. 2024
For abonnenter
Fuck systemet!

JAGTVEJ 69: Fuck systemet!

For abonnenter
Tatami
Biografanmeldelse
30. okt. 2024

Tatami

Birds
Serieanmeldelse
04. aug. 2024

Birds

Nul stjerner – sæson 7
Serieanmeldelse
04. aug. 2024

Nul stjerner – sæson 7

Sex
Biografanmeldelse
29. juli 2024

Sex

Mest læste

Nypuritanisme
Forbrydelse og mediestraf
Tema
07. mar. 2008

Forbrydelse og mediestraf

Ekko
Magasin · maj 2024

Ekko #96

I dette nummer dykker vi ned i politiske diskussioner med Jonathan Glazer og Christina Rosendahl, og vi tager en nostalgisk rejse tilbage til Nils Vests dokumentariske opgør. Vi kårer de bedste Guldpalmevindere fra Cannes, og du kan læse om Zendayas vej til magten i Hollywood. Fra byvandringer i Egon Olsens fodspor til dommedagstemaer i film – det her magasin har det hele!