Noter om kinematografen

Robert Bresson. Et navn, der er ukendt for mange og samtidig navnet på en af det 20. århundredes største filmkunstnere.

Den franske instruktørs film blev ofte positivt modtaget af anmelderne. Til gengæld svigtede publikum. Engang hyldet som en af Frankrigs store filmhåb og i dag kategoriseret som en esoterisk instruktør.

Det skyldes den radikale filmstil, Bresson (1901-1999) lagde for dagen i film som En dødsdømt flygter, Lommetyven eller En landsbypræsts dagbog. Han var minimalist, ja, faktisk var han nærmere puristisk.

Filmsproget var fundamentalt asketisk, hans film anti-dramatiske. Ingen filminstruktør har nogensinde udtrykt så meget med så lidt.

Han afviste psykologisk kausalitet, plot og underlægningsmusik, benyttede sig af amatørskuespillere eller modeller, som han kaldte dem, og det blev altid filmet on location.

For Bresson eksisterer der ikke skuespil eller imitationer. I hans film spiller de ikke. De er. Et filmsprog med nogle af de samme idealer som den italienske neorealisme. Det var idealer, som den franske nybølge lod sig inspirere af. Lars von Trier og co. har da formentlig også betragtet Bresson med stor interesse under udarbejdelsen af Dogme95.

Men Bresson skabte ikke kun film. Han tænkte også film.

Imens hans produktioner var i gang, nedfældede han sine tanker i en slags filmisk journal. Skriverierne foreligger på dansk i form af Noter om kinematografen, der er oversat af Emil Leth Meilvang.

Og selv om denne anmeldelse er sent ude i forhold til bogens udgivelse i 2018, er den ikke mindre relevant i dag. Tværtimod.

For med udgivelsen har det aarhusianske forlag Antipyrine serveret en mesters aforismer nedskrevet i en periode på 24 år – parallelt med undfangelsen af en række film.

Det er en filmisk guldgrube for alle, der interesserer sig for filmmediet og dets kunstneriske potentiale.

Noter om kinematografen handler om Bressons smag og afsmag. Den giver et fascinerende indblik i en visionær kunstners radikale filmsprog og tanker. Og med et afsluttende essay af den amerikanske forfatter, filosof og filmskaber Susan Sontag får man tilmed en gennemgang af Bressons idéverden og dissekering af den spirituelle stil, der gennemstrømmer hans værker.

Noget af det slående ved bogens opbygning og Bressons prægnante sætninger er ligheden med hans film. De er lige så koncise, sparsommelige på virkemidler og elliptisk fortalt som filmene.

På den måde giver Noter om kinematografen et direkte indblik i teori og praksis, der flyder forbilledligt sammen.

I Bressons værker er alt stiliseret. Filmisk renhed og simpelhed tilstræbes. ”Ingen ledsage-, understøttelses- eller intensiveringsmusik. Ingen musik overhovedet. Lydene må blive musik,” som filmmanden skriver.

Eller: ”En lyd må aldrig komme et billede til undsætning, et billede må heller aldrig komme en lyd til undsætning.”

For Bresson skal alle dele af filmens elementer eksistere i deres reneste form.

Men det måske mest slående ved hans æstetik er evnen til at praktisere kunsten at holde igen. Det sker sær via billedkompositioner.

Tag for eksempel første scene i En dødsdømt flygter. En hånd rækker ud efter en bils dørhåndtag. Herefter panorerer kameraet op på håndens ejermand Fontaine. Kameraet glider forsigtigt videre mod fangevogteren ved hans side og ned på et sæt hænder, der er i håndjern, for igen at indramme Fontaine.

En sekvens uden ord.

Men vi ved, at han formentlig er fanget og vil flygte. Og vi ved, han har en chance.

Herefter følger en gradvis opbygning med korte indstillinger filmet fra Fontaines perspektiv, mens han gør sig klar til forsøget. Da han tager flugten, forbliver kameraet ved vagten. Som seere er vi fanget ligesom Fontaine.

Vi hører skud fra politimænd, men vi ser intet. Kort efter er vores hovedperson igen i bilen med håndjern på.

Det er fremragende visuel økonomisering. Dramaet opbygges med fokus på detaljen. Og for Bresson var det således afgørende, at filmen er sin egen og distinkt fra de øvrige kunstformer.

”Det sande for kinematografen kan ikke være det sande for teatret, ej heller det sande for romanen eller det sande for maleriet,” skriver han.

Hvorfor ordet kinematograf? Og ikke bare film?

For Bresson er det en tilbagevenden til Lumiére-brødrenes kamera cinématographe. Dengang var filmen magisk, noget særligt. Folk så forbløffet til, ”fordi deres blade bevægede sig”.

I kinematografen ligger altså, ifølge Bresson, et uforløst væsen i det levende billede. Et potentiale, som den konventionelt berettende film har overset.

Noter om kinematografen er et storværk i lille format. Essentiel læsning for alle, der er nysgerrige på filmkunstens mytiske kraft og væsen.