Nowhere Special

Det er svært at forestille sig en mere traumatisk historie end den autentiske, der ligger til grund for Uberto Pasolinis Nowhere Special.

Historien om en døende far, der leder efter en plejefamilie til sin lille søn, er et mareridtsscenarie. Dardenne-brødrene ville have håndteret det med alvorstung oprigtighed og Ken Loach med selvretfærdig harme.

At instruktøren stødte på den i avisen The Daily Mail, er næsten ikke til at tro. Tabloidsprøjten udmærker sig ellers ikke i medfølelse.

Empatien er i højsædet i Pasolinis rørende drama.

Det er hverken er tristesseporno eller den lille mands kamp mod et ubønhørligt bureaukrati. Faktisk kommer det nordirske socialvæsen meget godt ud af det, når Nowhere Special fortæller sobert om en mands kamp for at sikre sin søn et godt liv.

Man skal være lavet af sten for ikke at fælde en tåre. Men det er ingen tåreperser, blot en blid kærlighedshistorie. Filmen søger ind til de små, livsbekræftende øjeblikke, der trods alt er at finde i så sørgelig en situation.

John er en vinduespudser og alenefar uden nær familie. Da han får at vide, at han lider af en dødelig sygdom, er han nødt til at handle hurtigt. Han skal sikre, at hans firårige søn Michael undgår at ende på et børnehjem.

Hele forløbet er underspillet.

Der er ingen ængstelige hospitalsscener eller brutale testresultater. Som tilskuer har man bare en gryende bevidsthed om, at John er dødeligt syg, og at hans tid er ved at rinde ud.

Michaels mor er for længst væk. Instruktøren undgår at komme med bitre beskyldninger, men nøjes med at forklare, at hun rejste hjem til Rusland kort efter Michaels fødsel.

Rollen som John er en gave for James Norton. Normalt veksler han mellem fornemme, historiske dramaer og prestigefyldte, britiske tv-serier, hvor han i et eller andet omfang ender med at spille skurken.

Det gør han ikke i Nowhere Special.

John ligner stereotypen på en skidt fyr, dækket af tatoveringer og iklædt joggingtøj. Han har også lig i lasten, som dog aldrig bliver en del af filmen. En anden skuespiller havde ladet disse detaljer diktere karakteren, men Norton reducerer ikke John til en reformeret gadelømmel. Han er en desperat og omsorgsfuld far.

Det bliver mere tydeligt, som handlingen skrider frem, at han blot forsøger at gøre det bedste for sin søn. Og det vil sige at finde ham en god plejefamilie, der kan give drengen den lykkelige barndom, Johns sygdom truer med at tage fra ham. Vejledt af en sympatisk, ung socialrådgiver møder John alle de familietyper, Michael kunne ende hos.

Her er rollerne forrygende.

Fra det betænksomme, men kontrollerende ældre ægtepar, til den kærlige, men allerede noget overbefolkede plejefamilie, der synes at trives bedst med kaos. Allerværst er det snerpede, privilegerede par, der har de helt forkerte grunde til at ville adoptere. Besøget i deres nysselige hjem er decideret skræmmende. Scenen føles, som om den hører hjemme i en gyserfilm.

Nowhere Special er en film om båndet mellem forælder og barn, og Norton har en enestående kemi med den purunge Daniel Lamont. 

Men Uberto Pasolinis film er ikke sat i verden for at introducere en ny barnestjerne. Instruktøren leder efter følelsesladede situationer som den underspillede scene, hvor John læser højt for Michael fra en bog, hvis titel rammer som en rambuk i mellemgulvet: Når dinosaurer dør.

Nowhere Special er måske nok en film om at dø, men den er fuld af liv. Der lægges lidt sløvt ud, men da publikum spores ind på Johns kapløb med tiden, bliver den en følelsesladet spændingsfilm.

Man skal lige samle mod til sig, men tør man risikere en klump i halsen, er Nowhere Special en uventet smuk oplevelse.