The Nun

En kusk leder et selskab bestående af en nonne-novice og præst igennem snoede grusveje, hjemsøgte kirkegårde og dystre skove. De to passagerer er taget til det mørke Rumæniens bagland for at undersøge et mystisk selvmord begået af en ung nonne på det afsidesliggende Carta-kloster.

Det lyder som noget taget fra en Bram Stoker-roman.

Hvor de første fire film i den succesfulde Nattens dæmoner-franchise fandt inspiration i 70’ernes spøgelses- og besættelsesfilm som The Amityville Horror og The Omen, graver The Nun dybere ned i gyserhistoriens mørke annaler.

Den sender konstant lange øjne og dybe suk til Hammer Horrors mange Dracula-film i 60’erne samt til Mario Bavas tidlige giallo-film.

Her er tale om pionerer inden for gysergenren, som blander den gotiske, romantiske uhygge – kendt fra forfatterne Mary Shelley og Bram Stoker – med eksplicit vold og sex fra smudsmagasiner.

Det østeuropæisk Carta-kloster og de disede, omkringliggende skove minder da også om film som Horror of Dracula og Mario Bavas Black Sunday. Bygningens endeløse gange og trøstesløse middelaldersale oplyses svagt af enkelte olielamper, mens levende døde og ældgamle dæmoner kaster lange skygger på væggene og venter i det altopslugende mørke på deres ofre.

Men filmens dedikation til sine forgængere går længere end et uhyggeligt klosterbesøg.

De to efterforskere – novicen Irene (Taissa Farmiga) og præsten Fader Burke (Demían Bichir) – har begge tunge, europæiske accenter. Ganske passende, i betragtning af at Hammer Horror var britisk, mens giallo har sine rødder i Italien.

Og hvor de tidligere film i universet har været blodløse, lader The Nun den røde, skvulpende væske flyde. Det er uden tvivl som resultat af den enorme succes It nød sidste år, og det er en fornøjelse at beskue. Blod pøser ned ad klosterets trappetrin, et dæmonisk barn gylper en lang, fallisk slange ud af munden, og kameraet går helt tæt på forrådnede ansigter.

Der er samtidig en gudfrygtighed over hele affæren, som sjældent ses i moderne, kommercielle gys, der er præget af en ironisk distance.

Da Irene eksempelvis skal holde afstand til den ondsindede nonnedæmon Valek, som også optræder Nattens dæmoner 2, gør hun det via bøn til Treenigheden og Jomfru Maria. Og i bedste Mary Shelley-stil er det menneskelig hybris og teknologi – et bombeangreb under krigen – der slipper Satans håndlangere løs.

Filmens troskab over for sine kristne vogtere af mørkets kræfter er overbevisende, fordi vi gennem de fire tidligere film har lært reglerne for dæmonbesættelse, hjemsøgelser og eksorcisme.

Desværre er den dæmoniske nonne ikke det eneste spøgelse, The Nun har slæbt med fra Nattens dæmoner 2. For mens den klamme atmosfære fastholdes af Abel Korzeniowskis dystre munkekor og fotograf Maxim Alexandres mange skæve vinkler samt brug af lys og mørke, så falder skræmmesekvenserne i det samme træge hul, der prægede den ellers udmærkede efterfølger.

Den tragisk undervurderede Annabelle 2: Skabelsen formåede ellers at trække serien ud af stilstand med nogle i sandhed isnende kuldegysende sekvenser, men her kommer instruktør Corin Hardy for det meste til kort.

Der er dog stadig masser af underholdning i de mange monsterangreb. Burke angribes af en nonne-zombie og bliver levende begravet på den tågetunge kirkegård. Da Irene hamrer skovlen igennem låget på kisten for at befri ham, rammer bladet nær Burkes ansigt i en hyldest til Lucio Fulcis City of the Living Dead, hvor en kile lige ved og nær gennemborer et øjeæble på en levende begravet.

Kærlige referencer som denne til så obskure film lægger for alvor The Nun på samme niveau som Annabelle 2: Skabelsen og den originale Nattens dæmoner. Det tegner lovende for det gyselige univers’ makabre fremtid.