Nyrup – Signes far

Den eneste lille svaghed, der er i DR’s meget rørende og ekstremt tankevækkende dokumentar om Poul og hans datter Signe, som har begået selvmord, fordi hun var psykisk syg, ligger allerede i titlen.

For dokumentaren i to små mundrette afsnit på 29 minutter hver hedder nemlig ikke Poul – Signes far. I stedet hedder den Nyrup – Signes far. Altså handler den egentlig ikke alene om Signe og Signes far, men i højere grad om en statsminister, som mister sin datter.

Det gør, at filmen nogle få steder tilter og bliver Nyrups mere end Signes.

Anken er ment meget mildt, for det er en helt igennem fremragende dokumentar om selvmord og om selvmordets problematikker. En smuk film om en fars søgen efter sin afdøde datters minde. En film om sorg. Om frustration. Om hvordan man handler sig ud af smerten – hvis man har en politisk åre.

Han er ikke en del af hendes hverdag. Han kender ikke meget til hendes gymnasietid. For hele tiden kommer hans karriere først. Og der er et sigende sted i filmen, hvor han faktisk skamfuld siger, at hans datter betalte en meget høj pris for hans statsministerembede.

Filmen har den styrke, at den mest bare viser sit emne. Nyrup, der i dag også har mistet sin hustru, synger hele tiden, når han hænger vasketøj op og kigger i papirer og trækker af sted med sin cykel.

Vi ser en psykiatrisk afdeling og en psykiatrisk patient, som i øvrigt fortæller fabelagtigt om sin egen sygdom. Vi ser de små trækninger i Signes veninders ansigter, når de taler om de endnu mindre signaler i hendes adfærd. Signaler, som de måske kunne have set?

Et af det store smertepunkter hos efterladte efter selvmord er skyldfølelsen og det selvrefererende i sorgen. Kunne vi have gjort noget? Skulle vi have lagt mærke til et signal? Var der noget, vi gjorde forkert?

Når Poul Nyrup siger, at hendes selvmord vel betyder, at han og Signes mor ”ikke sikrede hende en tryg barndom”, er man ved at få tårer i øjnene. Ikke fordi de ikke sikrede hende en tryg barndom, men fordi Poul Nyrup laver den analyse af en psykiatrisk patient, som muligvis havde taget sit eget liv, uanset hvad hele omverdenen så end havde gjort.

Derfor er hans kommentar om Signes ”pris” for hans job også så stærk. Den viser igen hans egen skyldfølelse. Havde han dog bare ikke været statsminister. Problemet er bare, at slagteriarbejdere bebrejder sig selv på helt samme måde.

I et skelsættende øjeblik i anden del af dokumentaren fortæller Poul Nyrup om følelsen af, at alle værdier og al mening forsvinder, da datteren dør. Hvad skal han gribe efter?

Han er et politisk menneske, så han omsætter sin sorg til handling. Og det gennemsyrer filmen, hvor han – som en slags advokat for Signe – med en sagsmappe i hånden åbner dørene ind til psykiatriske afdelinger, offentlige kontorer og sågar sundhedsministerens departement. Nu skal der ske noget, nu skal tingene ændres.

Den socialdemokratiske iscenesættelse er en smule forceret, når Nyrup nærmest jublende og smalltalkende henter sit rensetøj hos en indvandrer, der har et renseri, eller når han med en bajer og en rugbrødsmad sidder og arbejder ved computeren.

For han er naturligvis arbejder, selv om han er omgivet af lutter designermøbler i det fornemme hjem på Frederiksberg!

Den politiske betoning ender man med at tilgive, for filmen handler jo ikke om Signes far, Poul, men netop om Nyrup, Signes far, statsministeren. Og dokumentaren rammer i det store hele plet.

Her er smerten. Her er frustrationen. Her er alle de politiske tiltag, der er lavet for psykisk syge. Og dem, der mangler. Her er ensomheden. Her er den lille sitren ved øjnene. Her er gravstedet. Her er blomsterne. Her er den efterladte fars jagt på livets mening i et meningsløst livsvilkår. Hans jagt på forståelse. På indsigt. På tilgivelse.

På fred.