Obit

Kom ikke og sig, at nekrologer er kedelige.

Har du hørt om sejleren, der krydsede Atlanterhavet og Stillehavet alene i en robåd? Eller om piloten, der smed den første bombe over Hiroshima? Eller om stripperen, der kendte JFK’s morder, skød sin mand og datede en morder?

Anmeldelsen begynder som nekrologer, i hvert fald dem i avisen New York Times. Med anekdoter. I dag er genren ligesom portrættet, featuren og reportagen sprælske og farverige frem for konstaterende, får vi at vide.

For nekrologer vinkles ikke længere på døden, men på livet.

Vi er inde i maskinrummet i New York Times, hvor journalisten fortæller om deres arbejde, nekrologens væsen og udvikling. Dem, der skriver nekrologer, har været redaktører, kulturkritikere og forfattere.

Det er overraskende nok fængende.

Kameraet er i redaktionen, og filmen består primært af journalisternes tale til kameraet blandet med arkivbilleder af kendisser som John F. Kennedy, Prince, David Bowie, Andy Warhol, Michael Jackson og mange flere.

Paradoksalt nok er filmen om døden ganske hyggelig med sine velkrydrede historier om det levede liv. Vi forstår, at nekrologerne fortæller en verdenshistorie sammen med filmens mange sort-hvide fotos fra præsidentdebatter til rumrejser.

Spørgsmålet er så, hvordan man får en persons liv ned på 500 ord, hvordan man skriver en nekrolog, og hvad der er af faldgruber.

Vi får hele jobbeskrivelsen med.

Filmen begynder med et opkald til en efterladt. Kan du fortælle hans fulde navn? Hvad var dødsårsagen? Gik han i offentlig skole? Og så videre.

Det er research-fasen.

Mest interessant er det, at vi bliver vist rundt i New York Times’ omfattende arkiv med 100 år gamle fotos, udklip og nekrolog-udkast. Jobbet bliver først rigtigt hårdt, når de unge dør. Ikke kun følelsesmæssigt, men også fordi man rent professionelt er uforberedt.

Der er sjældent lavet research og skrevet udkast til de unge, hvorimod nekrologen – eller obit, som er filmens engelske titel – om de syge og gamle nærmest er lige til at trykke.

Philip Seymour Hoffman døde pludseligt en søndag morgen. Det gav et par ekstra timer, men ikke meget mere. Nettet blev bombarderet med nekrologer på ingen tid.

”Hvor er nekrologen? Fyren døde for ti minutter siden!”

Hvad nu hvis man under pres skriver fejlagtige oplysninger? En journalist blev kaldt en værdiløs lort. Fejlen kan ofte stamme fra de efterladte, for ofte bygger myter sig op i en familie. En amerikansk college-fodboldspiller i 30’erne bliver i familieoverleveringen til topscorer. Andre gange bliver journalisten rundtosset af de mange facts.

”Jeg skrev i går i en artikel, at en mand var demokratisk medlem af kongressen. Han var republikaner,” siger en af journalisterne.

Er der noget at gøre ved problemet? Ja, lad være med at skrive så mange facts.

Det har også givet heftige debatter på redaktionsmøderne, hvornår folk skal på forsiden. Der er også den med længden. Faktisk tager det længere tid at skrive kort, får vi at vide, fordi det er svært at skrive en god tekst kort. Og så er der deadline. Klokken tikker.

Journalisterne fortæller indlevende, men hen imod slutningen træder Obit vande. Den kunne godt trænge til en skarpsleben rettepen. Nok er både fortiden og nekrologen spændende stof, men at se og høre folk tale til kameraet om deres job i halvanden time kan være en dødbider i virkeligheden såvel som på film.

Dér kunne man godt savne lidt mere action som i Mikala Kroghs fremragende Ekstra Bladet – uden for citat.

Man savner også eksempler på deres bedste nekrologer. For de brudstykker, man får, er hverken litterært eller farverigt skrevet, men komprimerede som artikler i en navnesektion.

Så hvis man skulle skrive en nekrolog over Obit, ville den lyde: Obit var indsigtsfuld, en god historiefortæller og lidt af en original. Hvem andre end Obit gik så meget op i de døde? Men desværre ebbede livet lidt ud på hendes gamle dage.