Occupied City

Den fire timer lange dokumentar Occupied City, der vises uden for konkurrence på årets Cannes-festival, følger to forskellige spor, som flugter hinanden og kun af og til mødes. 

Det ene er lydsporet, der består af en udtømmende beretning om besættelsens fem år i Amsterdam – og er baseret på en bog af instruktør Steve McQueens kone, Bianca Stitger: Atlas of an Occupied City, Amsterdam 1940-1945. 

Bogens beretninger udfoldes i en nøgtern voiceover af skuespilleren Melanie Hyams, der taler med rolig stemmeføring og uden overdrivelser eller mange personlige detaljer. 

Hollændernes ubarmhjertige kår under nazisternes skaftestøvler skildres med løsrevne anekdoter om vilkårlige henrettelser og desperate selvmord, usikre skjulesteder og travle deportationslejre, dokumentfalsknere og sortbørssælgere, feje stikkere og modige frihedskæmpere. 

Hver fortælling er koncist opsummeret og knyttet til et bestemt sted i byen, og det er her, filmens andet spor kommer ind. Gennem de seneste tre år har Steve McQueen (12 Years a Slave) nemlig optaget rundt om i Amsterdam, hvor han har boet gennem en årrække. Lyd og billede knyttes sammen uden brug af arkivmateriale. 

Det er et greb, der leder tankerne hen på Claude Lanzmanns monumentale dokumentar om Holocaust, Shoah. Publikum inviteres til at reflektere over kløften mellem Anden Verdenskrigs gru og nutidens tilforladelige byrum, hvor alle spor af fortiden stort set er forsvundet. Historierne sluttes ofte lakonisk af med ordet ”demolished” – nedrevet.

Ved dette busholdested ventede en ængstelig modstandsmand på sin kontakt, før han blev fanget og henrettet efter et være blevet stukket af sin egen bror. På denne plads efterlod jødiske par deres nyfødte, i håbet om at et hittebarn kunne undgå jødestjernen. 

I denne bygning besluttede en befalingsmand, om babyer skulle sendes til en adoptionsfamilie eller en udryddelseslejr. 

På dette gadehjørne dræbte en modstandsmand en tysk efterretningsagent, der forsøgte at bedøve ham med kloroform. I dette boligkvarter blev beboerne dagen efter tvunget til at overvære henrettelsen af 29 tilfældige fængselsindsatte i en brutal hævnaktion. 

”Toteskandidaten” kaldte nazisterne de fanger, som man regnede for at være undværlige. Jøder, systemkritikere, kriminelle, ja, alle der faldt uden for den totalitære statsracismes kassetænkning. 

De to ægtefæller, instruktøren og forfatteren, har hver sin tilgang til historien. De komplementerer interessant hinanden, selv om forbindelsen mellem de to spor kan være uhensigtsmæssigt åben for fortolkning. 

Beretninger om udgangsforbud og justitsmord under besættelsen kobles til demonstrationer mod corona-nedlukning, fascisme og forurening, så man må drage sine egne konklusioner. 

Er det en kritik af en fascistoid statsmagt eller et tilfælde, fordi filmen gik i produktion under pandemien? 

Andre billeder drager en mere direkte parallel. Som da historier om jødiske flygtninge under Anden Verdenskrig fortælles over billeder af ukrainske kvinder og børn på flugt fra Putins invasion af deres hjemland. 

Men begge spor er ude i et fælles ærinde. 

Før Steve McQueen debuterede som fiktionsinstruktør, havde han slået sit navn fast som en af Englands fremmeste videokunstnere. Hans værker gransker ofte det offentlige rum og konfronterer publikum med billeder og bygninger, de ellers hurtigt ville passere. 

Som Grenfell, der kredser om den udbrændte boligblok i London-bydelen Kensington, hvor 72 mennesker mistede livet i 2017. 

Bianca Stitges er en historiker, som sidste år debuterede med dokumentaren Three Minutes – A Lenghtening. Med afsæt i tre minutters turistfilm fra en jødisk landsby i Polen i 1938 udfolder hun en langt større historie om, hvordan nazisterne systematisk ødelagde en rig, gammel europæisk kultur. 

Occupied City varer fire timer, og der er ikke megen variation i fremstillingen og ikke mange afbræk fra formen med at vise et sted og fortælle om de forbrydelser, der er foregået på stedet. 

Filmen var oprindelig tænkt som et visuelt kunstværk og ville gøre sig godt på et museum, hvor man kan gå til og fra. Det er let at blive distraheret af enten lyd eller billeder – og lade tankerne vandre – når man skal se fire timers redundans i træk. 

Men den ubønhørlige parade af autentiske skrækhistorier og den leksikalske grundighed bliver dog også en pointe i sig selv. Grusomhed på grusomhed lægges sammen til et isnende billede af totalitarismens yderste konsekvens.