Official Competition

Vi må tænke os til Den omvendte regn, debutfilmen fra den prisbelønnede instruktør Lola Cuevas, der spilles med lydefri komiske instinkter af Penélope Cruz i den spanske branchesatire Official Competition.

Men alene titlen er så rammende – poetisk, men intetsigende – at den som en anden madeleinekage fremkalder minder om de utallige timer, filmkritikere bruger på at jage efter det forjættede mesterværk på verdens mest prestigiøse filmfestivaler.

Men hvem ved? Inden for rammerne af den argentinske duo Mariano Cohn og Gastón Duprats ofte vildt morsomme satire er det muligt, at Lolas film er et mesterværk.

Det er i hvert fald, hvad den hovedrige forretningsmand Humberto Suárez har hørt. Han ser hverken film eller læser bøger – det har han folk til – men nu hvor han er fyldt 80, har han besluttet at købe sig til den ene ting, han aldrig selv har opnået: prestige.

Så han køber rettighederne til tidens store bestseller og betaler Lola for at instruere filmatiseringen. Hun har sit selvværd fra de rosende citatannoncer til hendes film, så hvis han kan finansiere den næste, passer det hende fint.

Under deres første møde beder produceren hende kort forklare, hvad romanen Rivalerne egentlig handler om. Efter en kort, vred stilhed – Lola er udmærket klar over, at det både er en test og en magtdemonstration – giver hun efter.

Lola er stormfuld og despotisk, men også pragmatisk nok til at vide, at kunst ikke betaler sig selv. Den velkendte spænding mellem børs og katedral er en af hovedkilderne til komik i Official Competition.

En anden er begavede meta-vittigheder. Den mest åbenlyse er, at Rivalerne lige så godt kunne have været titlen på den film, vi sidder og ser, da Lola spiller sine to superstjerner ud mod hinanden.

Den latinske Hollywood-stjerne Felix spilles af den latinske Hollywood-stjerne Antonio Banderas, og den seriøse teaterskuespiller Ivan spilles af den seriøse teaterskuespiller Oscar Martínez.

Det er tydeligt, hvor meget koryfæerne nyder at tage pis på de filmbranchetyper, de må have mødt og lidt under – eller måske selv har været – gennem deres lange karriere.

Men Official Competition er også en ligefrem og lettilgængelig komedie.

Filmens ironiske vid er lige så præcist som de neomodernistiske lokaler, hvor Lola øver med sine to hovedroller. Humoren er knastør, men hver gang parodien af intellektuelle kunstfilm er ved at blive lige intellektuel og kunstnerisk nok, fyrer Cohn og Duprat en vittighed af, der får én til at snappe efter vejret.

Nogle af filmens jokes er overrumplende sketches i deres egen ret. Som en scene, hvor Ivan og hans partner lytter andægtigt til en larmende plade med performancekunst. Andre vittigheder er så herligt fladpandede, at de er tættere på stumfilm-slapstick.

Trekløveret af stjerneskuespillere har aldrig været sjovere.

Oscar Martínez er i topform i rollen som pompøs teaterlegende. I en scene ser vi ham øve en Oscar-takketale, hvor han i kunstens hellige navn afviser statuetten (en tekande).

Antonio Banderas’ Felix lever en beskyttet stjernetilværelse med sportsbiler og unge elskerinder, mest for at dulme smerten over den ene lorterolle efter den anden. Inderst inde vil han bare gerne være en god skuespiller. Og allerhelst bedre end Ivan.

Begge mænd er dybt usikre og hemmeligt fascinerede af den andens kvaliteter – berømmelse og kunstnerisk integritet. Og begge accepterer med slet skjult foragt deres instruktørs ekstreme kunstneriske metoder, såsom at indøve en scene under en gigantisk klippe, der dingler faretruende fra en kran.

Vi følger filmarbejdet fra idé til festivalpremiere. Men det er helt på sin plads, at vi aldrig ser så meget som et glimt af Rivalerne.

I Cohn og Duprats charmerende satire er det ikke kunstværket, men processen, der står for skud.