Øjnenes hemmelighed

I 2010 vandt den argentinske Øjnenes hemmelighed en Oscar for bedste udenlandske film. En sikkert eksekveret film noir-krimi med solide skuespillere og et spændende, men eftertænksomt plot.

Så det har formentligt blot været et spørgsmål om tid, før fristelsen blev for stor for Hollywood, og amerikanerne selv ville diske op med deres egen udgave af filmen, der foregår i USA med amerikanske skuespillere i rollerne.

Titlen er stadig den samme, og den nye film følger da også originalens historie langt hen ad vejen.

I sin kerne er Øjnenes hemmelighed en historie om besættelsens natur pakket ind som en krimi. I den amerikanske udgave er det hele garneret med et ærkeamerikansk spørgsmål om terrorbekæmpelse og det, de på den anden side af Atlanten kalder homeland security.

Ray Kasten (Chiwetel Ejiofor), Jessica Cobb (Julia Roberts) og Claire Sloan (Nicole Kidman) arbejder nemlig sammen i anti-terror-enheden hos Los Angeles’ anklagemyndighed i 2002 umiddelbart efter 11. september 2001.

Især Ray investerer sig dybt i jagten på morderen. Da han med mere eller mindre lyssky metoder finder frem til den skyldige, viser morderen sig at være juridisk urørlig, fordi han fungerer som meddeler og er beskyttet af selvsamme politi, som Ray arbejder for.

Så frustreret må Ray, Jessica og Claire se den skyldige gå rundt som en fri mand.

Sideløbende følger vi den samme trio i nutiden, tretten år efter. Ray er fortsat i gang med sin personlige efterforskning og mener, at han har afgørende nye beviser i sagen, da han opsøger Jessica og Claire efter mange år væk fra politiet.

Præcis som i den oprindelige, argentinske udgave pendler handlingen mellem fortid og nutid.

Og det skyder grundlæggende en god gang dynamik ind i plottet. Problemet er blot, at den amerikanske Øjnenes hemmelighed ikke ændrer afgørende ved handlingen, men blot tilfører flere klichéer og gør karaktererne mindre interessante.

Dialogen er ofte gumpetung. Flere gange virker det, som om personerne snarere taler til publikum end til hinanden.

Det er ellers et umanerligt stærkt hold, instruktøren Billy Ray har sat sammen. Chiwetel Ejiofor fra 12 Years a Slave finder en bastant balance mellem besættelse og fornuft i sin tungsindige karakter, mens både Nicole Kidman og Julia Roberts har mindre at arbejde med.

I de lidt mindre roller sikrer Michael Kelly (aktuel i House of Cards), Dean Morris (fra Breaking Bad) og Alfred Molina dog et solidt bundniveau.

Hvor tematikken om den maniske besættelse og udforskningen af menneskets mørkere afkroge spillede godt sammen med originalens visuelle udtryk, der var 70’er støvet og brunlig på en stemningsmættet og mørk måde, er remaket desværre gået i den modsatte retning.

Scenerne bades i lys, hvilket er noget paradoksalt, når historien indbyder til leg med mørke og det skjulte. Mange af film noir-elementerne er ellers på plads. Storbyen, det snørklede plot, hvor ingen er, hvad de giver sig ud for at være, og detektiven, der kigger tilbage på en lyssky forbrydelse.

Spørgsmålet, der står tilbage, er selvfølgelig, om den amerikanske Øjnenes hemmelighed kan noget andet end den oprindelige?

Det korte svar er nej.