Old Henry

Selv om storhedstiden for længst er forbi, har westerngenren stadig liv i sig. 

Old Henry er skrevet og instrueret af Potsy Ponciroli – sikke et navn! – og den blander klassiske temaer med de revisionistiske tendenser fra 1970’ernes westerns. 

Sammenlignet med en nylig prestigewestern som The Power of the Dog er det en langt mere ligetil og lille film. Selv om personerne er uglamourøse og amoralske, og filmen er sølet til i blod og mudder, har den stadig den gammeldags cowboyfilms enkelhed. 

Den kunne have været lavet for 50 år siden. Der er ingen tvivl om, at Ponciroli kender og elsker genren. 

Tim Blake Nelson spiller titelfiguren, en knarvorn og hårdtarbejdende bondemand, der forsøger at få enderne til at mødes langt fra omverdenen på sin gård i Oklahoma anno 1906. 

Det er en meget fysisk rolle, og den passer perfekt til Nelson, som altid har været karakterskuespiller mere end filmstjerne. Replikkerne er få, og han tegner figuren med sin benede krop og sit skæve ansigt, der skuler ud under en voluminøs cowboyhat. 

Det er en fascinerende præstation. Milevidt fra hans rolle i Coen-brødrenes westernkomedie The Ballad of Buster Scruggs, hvor han er anderledes skæg som en hvidklædt, syngende parodi på den klassiske revolvermand. 

Henrys kone er død ti år tidligere, og han har ikke noget godt forhold til sin teenagesøn. Vejret er barskt og gråt, jorden er fuld af sten, og sønnen kan ikke se nogen fremtid på gården. 

En dag dukker en enlig hest op. Dens sadel er smurt ind i blod, og Henry rider ud for at undersøge sagen. Han kommer tilbage med en hårdt såret mand, Curry (Scott Haze), og en taske fuld af kontanter. 

Kort efter dukker tre mænd med sherif-stjerner op, anført af Ketchum (Stephen Dorff). Henry fornemmer med det samme, at de er forbrydere. De vil have Curry og pengene, men Henry vil ikke give dem nogen af delene. 

Det må ende i vold. 

Et ret traditionelt setup, men vi har tidligt set, at Henry gemmer våben bag et panel i væggen. Han har tydeligvis en brutal fortid, og en stor del af fornøjelsen ved filmen er at se Henry blive til den mand, han var engang. 

Der er ekkoer af især Clint Eastwoods De nådesløse. 

Kvikke eller særligt western-kyndige folk i publikum vil måske gætte filmens tredjeakts-afsløring på forhånd. Men det er stadig et kuldegysende stærkt øjeblik, da Henrys fortid endelig indhenter ham. 

Tim Blake Nelson bærer filmen. Han giver Henry lige præcis det ildevarslende og hemmelighedsfulde præg, som historien kræver. Og da han endelig trækker revolveren, dræber han med en snigende, rovdyragtig effektivitet.

Stephen Dorffs skurk er mere gængs. Ketchum ser passende slidt og barsk ud, men hans forkærlighed for snørklede monologer føles lidt klichépræget på denne side af David Milch’ westernserie Deadwood. 

Og man kan trods alt godt høre, at det ikke er David Milch, der har skrevet replikkerne. 

Der er et fokus på en svunden tid i filmen, en velkendt western-tematik. Det vilde vesten er tæmmet, og mænd som Henry har ikke nogen plads i den nye verdensorden. Kun når der er brug for kontant voldsanvendelse, kan en dinosaurmand bruges til noget. 

Her lever filmen op til westerngenrens ry som film for gamle, hvide mænd. På nær Henrys søn er alle personerne halv- og helgamle mænd, og bortset fra en enkelt mexicansk bifigur er alle hvide. Der er ikke en eneste kvinde i filmen, med mindre man tæller Henrys døde kone med. 

Old Henry lander ikke i et identitetspolitisk gunstigt klima. Men der er noget beroligende velkendt ved filmen. Den er en uprætentiøs western af den gamle skole – stramt skåret, smukt og klart fotograferet i grålige widescreen-billeder. 

Og så har den et twist, der vil få genrefans til at godte sig.