Olympus Has Fallen

Op gennem 1980’erne – fra WarGames til Rambo III – var russerne Hollywoods foretrukne skurke.

Men efter Murens fald i 1989 ændrede fjendebilledet sig i retning af de østeuropæiske nationer. I The Peacemaker var det en fanatiker fra det krigshærgede eks-Jugoslavien, der ville sprænge New Yorks FN-bygning i luften. Og Gary Oldman spillede kasakher, da han kaprede Air Force One i filmen af samme navn.

Efter angrebet på World Trade Center i 2001 flyttede fjenden så til Mellemøsten. Der blev jagtet terrorister i Body of Lies, og med Zero Dark Thirty om drabet på Osama Bin Laden virker Al-Qaeda og krigene i Irak og Afghanistan nu til at være et lukket kapitel i Hollywood.

I Olympus Has Fallen er turen så kommet til Nordkorea som den vestlige verdens nye store trussel. Og titlen afspejler præcist handlingen, for Olympus er Secret Services kodeord for Det Hvide Hus.

Vi skal da heller ikke mere end ti minutter ind i Olympus Has Fallen, før præsidentens bolig er under tungt angreb fra en nordkoreansk psykopat, som har en mindre hær med sig.

Aaron Eckhart spiller præsidenten, der flygter ned i bygningens underjordiske bunker sammen med Sydkoreas premierminister og dennes embedsmænd, som er på officielt besøg i Det Hvide Hus. Lige lidt hjælper det dog at gemme sig 40 meter under jorden i verdens mest sikrede bygning, når de mange koreanske udsendte viser sig at være brutale terrorister. Selv præsidentens betroede sikkerhedschef (Dylan McDermott) afsløres i at være korrupt – uden at filmen forklarer hvorfor.

Imens er Washington D.C. ved at blive omdannet til et inferno af flammer i et angreb, som markerer, at Hollywood nu er kommet sig over berøringsangsten over for at genskabe scenarier, der bringer mindelser om 11. september 2001.

Et avanceret krigsfly skyder hovedstadens indbyggere og berømte monumenter sønder og sammen. Og ud af det blå fremstormer hundredvis af nordkoreanere, som bevæbnet til tænderne med maskinkanoner og raketter indtager Det Hvide Hus på rekordtid: helt præcist tretten minutter, som superskurken pointerer.

Heldigvis slipper vores helt Mike Banning (Gerard Butler) – præsidentens tidligere livvagt, som tilfældigt arbejder i nabolaget – ubemærket med ind. Og herfra er filmen et kryds mellem Die Hard og Air Force One. De resterende 90 minutter veksler mellem action-sekvenser i Det Hvide Hus og hurlumhej i Pentagon, hvor den øverste stab kommunikerer med både Banning og skurken. Skurkens krav er, at USA fjerner deres flåde fra Sydkoreas farvand, men hans reelle dagsorden er naturligvis en helt anden.

I Pentagon møder vi Morgan Freeman, der indsættes som landets fungerende præsident – en rolle, han efterhånden må kunne i søvne. Robert Forster ses i rollen som den inkompetente general, der handler mod al fornuft og logik.

De fine skuespillere får intet at arbejde med. Karaktererne er lige så endimensionelle, som dialogen er fantasiløs: Skurkens motivation forklares i en enkelt, bovlam replik.

Den amerikanske patriotisme gennemsyrer filmen i en grad, så det i hvert fald for en ikke-amerikaner bliver ufrivilligt komisk. Første billede er filmens titel, der ses i gennemsigtige bogstaver med det amerikanske flag blafrende igennem. Og sidste replik lyder såmænd: ”Gud velsigne Amerikas Forenede Stater.” Men måske har USA behov for lidt nationalromantik at varme sig på i disse svære tider, og om ikke andet kan filmen måske tjene til skræk og advarsel over for den iltre Kim Jong-un.

Olympus Has Fallen er instrueret af Antoine Fugua, der slog igennem med Training Day, men hvis karriere siden har taget en lidt skuffende drejning med kalorielet action som Tears of the Sun, King Arthur og Shooter.