Biografanmeldelse
11. juni 2021
Om det uendelige
I ubrudte, statiske optagelser betragter Roy Andersson sine mennesker, der alle er grebet af en sjæletung melankoli. Foto | Gergely Pálos

Om det uendelige

Den svenske mesterinstruktør Roy Andersson kører i samme rille, og det er, som om hans udtryksløse vid kommer til kort over for en forrykt verden.

Af Damon Wise

Da Lars von Trier i 2000 kørte til Cannes med Dancer in the Dark, var han overbevist om, at han ville køre hjem med Guldpalmen – hvad han også gjorde.

Men på festivalen verserede der rygter om, at en anden film i hovedkonkurrencen havde givet ham sved på panden.

Det var ikke Coen-brødrenes O Brother, Where Art Thou? eller Wong Kar-wais In the Mood for Love. End ikke Croisette-favoritten Hanekes Kode ukendt så Trier som en trussel.

Men han var ræd for Roy Andersson. En rasende innovativ kortfilmskaber, hvis spillefilmkarriere tog fart i 1970 med debuten En kærlighedshistorie og imploderede fem år senere med den sorte komedie Giliap.

Nu stod han parat med comebacket Sange fra anden sal. En sort komedie i samme hofstil, båret af pikareske absurditeter, som han havde udviklet til kortfilmen Härlig är jorden (Ekko-dvd #14).

I en unavngiven storby følger vi vrantne, blegfede folk på caféer og i restauranter, i supermarkeder og butikker, på gaderne, på togstationen, hos lægen, i kirken, hos tandlægen eller frisøren.

Det skildres i ubrudte, statiske optagelser, og de er alle grebet af en sjæletung melankoli. Ser de triste ud på egen hånd, er de endnu værre i grupper, hvor den enkelte bliver hundset med af fællesskabet.

Både i denne første vignetfilm og efterfølgerne Du levende og En due sad på en gren og funderede over tilværelsen opnår Andersson en sælsom, naiv ynde. Men i Om det uendelige føles det, som om stilen har udtjent sit formål.

Instruktøren prøver ellers at forny sig. Han er mere abstrakt og poetisk end tidligere, og der er flere afstikkere til ”virkelighedens” verden.

Men man savner de snigende bravurscener, der starter i det små og langsomt vokser sig mere omstændelige, indtil man sidder tilbage og undrer sig over, hvordan noget så overrumplende stort og kompliceret kan skabes i realtid – på virkelige locations, med begrænsede midler og mennesker.

Roy Anderssons film kommer altid videre omkring på deres godt og vel 100 minutter, end man skulle tro.

Om det uendelige er kun 78, men føles for lang.

Måske skyldes det gentagelserne i måden, scenerne præsenteres på – ofte af en kvindelig fortæller, der kommer med betragtninger som: ”Jeg så en kvinde, der elskede champagne,” eller: ”Jeg så en dreng, der endnu ikke havde fundet kærlighed,” eller i en skægt provokerende scene med en belejret Hitler i den støvede førerbunker: ”Jeg så en mand, der ville erobre verden og indså, at han havde tabt.”

De fleste af Anderssons små indblik i menneskeheden er uhæmmet banale. En kvinde gør halvhjertede forsøg på at reparere hælen på sine sko. En bedstemor tager nærmest som en tvangshandling billede efter billede af en baby foran en kirke.

Det er svært at sætte fingeren på, hvad der i denne omgang præcis mangler. Men Anderssons tørre humor er mindre bidsk og satirisk, end den plejer at være.

Det føles, som om hans udtryksløse vid kommer til kort over for en forrykt verden. Frem for at forny sig kører han videre i samme rille. Om det uendelige føles som fraklip fra hans forrige film.

Der er bestemt morsomme scener. Som tjeneren der med stenansigt – med fuldt overlæg eller ved et uheld – hælder for meget rødvin op til en rasende middagsgæst. Eller den forbitrede tandlæge, der opgiver at stille en pertentlig patient tilfreds.

Men ingen af dem kan måle sig med den uheldige tryllekunstner eller den uhøflige, desillusionerede præst i Sange fra anden sal.

Roy Andersson er i dag 78 år, og man mindes noget om gamle hunde og nye tricks.

Alligevel kan jeg ikke lade være med at håbe, at hans næste projekt vil genskabe noget af den stikkende revolutionær-ånd, så han igen kan give Lars von Trier grund til at ligge vågen om natten.

Titel:
Om det uendelige

Originaltitel:
Om det oändliga

Land:
Sverige, Tyskland, Norge

År:
2019

Instruktør:
Roy Andersson

Manuskript:
Roy Andersson

Medvirkende:
Martin Serner, Jessica Louthander, Tatiana Delaunay

Spilletid:
78 minutter

Aldersgrænse:
Tilladt for børn over 11 år

Premiere:
17. juni

Relevante artikler

Fra samme skribent

Biografanmeldelse
08. dec. 2022
Decision to Leave

Decision to Leave

Biografanmeldelse
01. aug. 2022
See for Me

See for Me

Biografanmeldelse
04. apr. 2022
Nitram

Nitram

Biografanmeldelse
19. okt. 2021
The French Dispatch

The French Dispatch

Nyhed
26. maj 2025
Jafar Panahi vinder Guldpalmen

Jafar Panahi vinder Guldpalmen

Interview
26. maj 2025
Uden store armbevægelser

Uden store armbevægelser

Feature
29. okt. 2024
For abonnenter
Fuck systemet!

JAGTVEJ 69: Fuck systemet!

For abonnenter
Tatami
Biografanmeldelse
30. okt. 2024

Tatami

Birds
Serieanmeldelse
04. aug. 2024

Birds

Nul stjerner – sæson 7
Serieanmeldelse
04. aug. 2024

Nul stjerner – sæson 7

Sex
Biografanmeldelse
29. juli 2024

Sex

Mest læste

En stjerne fødes i nyt Ekko
Nyhed
30. aug. 2018

En stjerne fødes i nyt Ekko

Da min kornmark blev Halmtorvet
sommerserie
23. aug. 2020

Da min kornmark blev Halmtorvet

Ekko
Magasin · maj 2024

Ekko #96

I dette nummer dykker vi ned i politiske diskussioner med Jonathan Glazer og Christina Rosendahl, og vi tager en nostalgisk rejse tilbage til Nils Vests dokumentariske opgør. Vi kårer de bedste Guldpalmevindere fra Cannes, og du kan læse om Zendayas vej til magten i Hollywood. Fra byvandringer i Egon Olsens fodspor til dommedagstemaer i film – det her magasin har det hele!