Ombline

Noa byggede en ark efter Guds ønske. Et par af hver dyreart kom ombord, og sammen med sin familie overlevede Noa Guds straf i form af syndfloden.

En smuk, ung mor læser indlevende historien om Noa højt fra en illustreret pop-up-bog. På skødet har hun en dunet-blond babydreng, der griber ud efter bogens flapper for at se, hvilket dyr der gemmer sig bag lågen. Her peger den tegnede Noa mod himlen, og en hvid due flyver ud i det blå med et olivenblad i næbbet. Den har fundet land.

Først da zoomes der ud. Kvinden befinder sig i en fængselscelle, og ind træder flere mørkklædte vagter.

Sådan starter Stéphane Cazes’ fortræffelige debut Ombline, der er med i hovedkonkurrencen på Cph Pix. Og man finder hurtigt ud af, hvorfor den tyveårige Ombline Morin er endt bag tremmer. Hun så sin kæreste blive pågrebet af politiet. I desperation overfaldt hun en betjent og fik tre år i fængsel, hvor hun befinder sig, da hun får at vide, at kæresten er død som følge af pågribelsen. I nærmest samme stund finder hun ud af, at hun er gravid.

Ombline bliver forflyttet til den mere børnevenlige mødreafdeling, hvor hun i atten måneder kan være sammen med lille Lucas, inden han skal overlades til andre. Men i det kyniske fængselsmiljø bliver der ikke taget hensyn – heller ikke til en ung mor. Selv med et spædbarn på armen er hun en kriminel i omgivelsernes øjne.

Mélanie Thierry er blændende som Ombline – mild af moderrollen, men også en rasende løvinde. Hun er fysisk rå og brutal og samtidig fantastisk nærværende i sin kærlighed til sønnen, og hendes scener med Lucas stråler i kraft af hendes kærlighed. En decideret overrumplende dualisme.

En nat brøler hun af indsatte på den anden side af gården, da deres larm vækker hendes spæde søn. En vagt kommer for at dæmpe hende og truer med at fjerne Lucas. Med misforstået omsorg griber Ombline om vagtens strube og truer hende verbalt. Det koster et døgn i isolation, og fængslets rådgiver advarer hende – hvis den slags sker igen, så mister hun sin søn.

Den kun 29-årige Stéphane Caze, der selv har skrevet manuskriptet, bruger fornemt den bibelske rammehistorie, så den aldrig bliver overhellig eller søgt. Lucas er Omblines håb om frelse, om et andet og bedre liv. Alligevel er hun nødt til at sende ham væk som Noas due.

Ombline er ikke den første fængselsfilm med kvinder. Der findes ligefrem en sexploitation-subgenre kaldet ”Women in Prison”. Filmen skildrer heller ikke en tragisk uretfærdighed, som den Björks Selma må gennemgå i Dancer in the Dark.

Ombline kan snarere sammenlignes med danske R. Begge er indspillet i rigtige fængsler. De farveløse celler med skallede køjesenge emmer af ægthed, og det samme gør de lange gange, hvor betjentenes ergonomisk korrekte fodtøj runger, når de løber for at forhindre håndgemæng. For nok er det et kvindefængsel, men som i R er de indsatte dybt korrupte og livsfarligt voldelige.

Det er benhård realisme, og man sidder med livet i hænderne i særligt den sidste halvdel af filmen. Ombline er frygtindgydende intens – og man frygter det værste.