Once Were Brothers: Robbie Robertson and The Band

Bands går altid i opløsning. Der hænger en dom over dem.

De undfanges i ungdommens kammerateri og contre le monde-ånd og går til i fuldvoksne menneskers personlige ambitioner og drømme, års nagen, misundelse, pengefnidder, stoffer og rastløshed.

Det skete også for The Band.

I Once Were Brothers: Robbie Robertson and the Band er den historie levende og rørende fortalt af primært de facto-lederen og et af kun to nulevende medlemmer, guitaristen Robbie Robertson (den anden er keyboardmand Garth Hudson, som ikke får mange ord indført).

Robbie Robertson var også den primære sangskriver, men ikke sanger. Den tjans blev delt af trommeslageren Levon Helm, bassisten Rick Danko og pianisten Richard Manuel i en ret uhørt opstilling.

Samarbejdet toppede måske med sangen The Night They Drove Old Dixie Down, hvor canadiske Robertson besluttede at skrive en sang om Den Amerikanske Borgerkrig fra en sydstatssoldats synsvinkel og lade Arkansas-drengen Levon Helm synge den.

Resultatet er lige dele rockhistorie og paradoks: en tindrende smuk og rørende fortælling om krig, familie, tilhør og nederlag. Men også en hyldest til den side, som kæmpede for bevarelsen af slaveriet!

Noget af en udfordring i en tid som vores, hvor monumenter rives ned, og den amerikanske kongres har vedtaget at omdøbe militære institutioner og anlæg, som er opkaldt efter konføderale helte.

Denne sangs kringlede skønhed er et godt billede på The Bands sammensatte storhed.

I den blot 27-årige instruktør Daniel Rohers dokumentar kommer vi hele vejen rundt om bandets dramatiske historie. Som da de er Bob Dylans backingband på den berømte og berygtede 1965-turné, hvor han hyldes for sit første sæt, som er solo og folk, men buhes ud for andet sæt med The Band, som er rock.

”Spil det fucking HØJT!” råber Dylan til bandet, men det er ikke det, publikum vil høre. ”Judas!” skriger de.

I 1974 tager The Band på tur med Bob igen, men denne gang til bred hyldest. ”Vi ændrede ingenting. Verden forandrede sig. Det var en ret god følelse,” siger Robertson ydmygt.

I de mellemliggende år er bandet flyttet i hus i Woodstock, har bygget et studie i kælderen og indspillet deres to store albums, Music from Big Pink og den selvbetitlede The Band samt en masse lo-fi-optagelser med Bob Dylan udgivet som The Basement Tapes.

The Bands lyd er en, for den tid, atypisk rootsy rhythm and blues. Bruce Springsteen beskriver den i filmen: ”På en måde føltes det nyt, på en anden måde lød det, som om det havde været der altid.”

Måske er det fødslen af den genre, der i dag kendes som americana. Det argumenterer pladeselskab-ikonet David Geffen i hvert fald for.

I 1975, da Robertson og bandet kan se, at de ikke kan holde sammen på grund af stofmisbrug, bitterhed og personlige ambitioner, beslutter de sig for en stor finale: The Last Waltz. En kæmpekoncert med stjerner som Neil Young, Joni Mitchell, Van Morrison, Neil Diamond, Eric Clapton og ikke mindst Bob Dylan.

Martin Scorsese filmer det hele og laver en af de mest vellykkede koncertfilm til dato. Det er sidste gang, The Band optræder sammen i den originale opstilling.

Instruktøren Daniel Roher har skabt en bevægende fortælling om fem musikeres kreative fællesskab, afhængighed og forelskelse. Det er Robertsons ekskone Dominique, der beskriver det unge band som forelskede i hinanden. I øvrigt leverer hun filmen igennem skarpe førstehåndsiagttagelser af begivenhederne.

Hvis man går ind på præmissen om, at rockmusik og rockhistorie har en betydningsfuld rolle at spille i vores kultur, er denne rockdokumentaret uomgængeligt, fascinerende og rørende vidnesbyrd.

Som Nick Cave synger i Push the Sky Away: ”And some people say it’s just rock and roll / Ah, but it gets you right down to your soul.”