One on One

Vi skal ikke mere end et minuts tid ind i One on One, før en ung skolepige fanges, mishandles og stranguleres med døden til følge.

Lad det være sagt med det samme: Sydkoreanske Kim Ki-duks nyeste film, der er at finde på Cph Pix-programmet, er ubehagelig og grum.

Den sydkoreanske instruktør er kendt for at for at lave ekstremt forskellige og idiosynkratiske film.

Tomme huse fra 2005 er således et eftertænksomt og langsomt portræt af to ensomme og stille mennesker, der knytter bånd. Pieta, der vandt Guldløven i Venedig i 2012, er derimod en grum Ødipus-fabel om en søns og en mors fatale møde.

Ligesom i sin seneste Pieta behandler Kim Ki-duk i One on One store, nærmest mytologiske temaer. Denne gang er det især ondskab, hævn og tilgivelse, der er på spil. Men desværre er One on One ikke helt så skarpskåret og fokuseret som instruktørens tidligere værker.

En gruppe selvtægtsmænd kidnapper forskellige personer og torturerer dem på forskellig vis. Gruppen klæder sig skiftevis i forskellige uniformer: som politimænd, militærmilitser, agenter og skraldemænd.

Gruppen ledes af den kompromisløse og navnløse Shadow Leader (Dong-seok Ma), der ikke lader sit projekt stoppe af noget som helst.

Handlingen hopper allerede fra starten mellem adskillige personer, der på skift bortføres, tortureres og løslades. Lidt skematisk præsenteres vi både for ofrene og gruppen af torturbødler. Desværre forvirrer det store persongalleri mere, end det gavner fortællingen.

Efterhånden som filmen skrider frem, bindes de mange personers fortid sammen i en form for knude på den flyvske handling.

One on One skifter hyppigt fokus og synsvinkel, og undervejs var jeg ikke i stand til at udpege en egentlig hovedkarakter. Et bevidst valg fra Kim Ki-duks side? Ja måske, men det lidt skizofrene valg virker mere tilfældigt end udspekuleret, selvom det giver mere mening mod filmens slutning.

Umiddelbart er One on One pakket ind som en samfundsrevsende fabel, hvor et totalitært styre mishandler deres borgere, men det virker mest af alt som et skalkeskjul for filmens egentlige kerne: En grum og kompromisløs udforskning af ondskab og hævn.

Livet har aldrig været nemt i Kim Ki-duks film.

I One on One viser tilværelsens krampetrækninger sig helt konkret og visuelt. I forhørsscenerne veksles der mellem forskellige ubehagelige torturvarianter, der får Lars von Triers Antichrist og Saw-filmene til at ligne romantiske komedier.

Desværre drukner One on One i en overdreven voldsfascination og et tvivlsomt miskmask af moralfilosofi og bizar dialogudveksling.

I slutningen vendes filmens morale og værdier på hovedet så mange gange, at det nærmest bliver hult.

Derfor er Kim Ki-duks nye film desværre ikke lige så filosofisk pirrende som vanlig. Personerne handler for irrationelt og overfladisk til, at man kan engagere sig og tage stilling til dem. Og de introduceres i en lind strøm med det resultat, at det bliver umuligt at finde hoved og hale i deres indbyrdes forhold.

Mod filmens afslutning er torturgruppen klædt i selvlysende skraldemandstøj, mens de torturerer et af deres ofre. Et absurd voldsteater, hvor de æstetiserede grusomheder afløses af gakket dialog.

Faktisk var smågrin den eneste mulige reaktion på mikset af ultravold og moralfilosofi for publikum flere gange undervejs. Og jeg må indrømme, at jeg har svært at greje, om det har været Kim Ki-duks hensigt.