Operation Argo

Ben Affleck er stille og roligt ved at udvikle sig til en af amerikansk films mest interessante, yngre instruktører.

Han er mest kendt som skuespiller, og han har udseendet med sig, men der har altid været noget henslængt og farveløst over hans præstationer. Som om han ikke helt har hjertet med – heller ikke i sine rollevalg, der virker som en lidt tilfældig blanding af mainstream (Pearl Harbor, Paycheck etc.) og mindre optrædener i indie-film (blandt andet hos Kevin Smith). Og måske skyldes det, at han i virkeligheden befinder sig bedre bag kameraet end foran det.

Han debuterede som instruktør med Gone Baby Gone (2007), en bundsolid og overraskende dyster moderne noir. The Town (2010) var en hård og stram gangsterfilm, styret af en sikker hånd for genren. Allerede i disse første to film demonstrerer Affleck en usædvanlig kunstnerisk kontrol og et klart talent, der handler mere om klassisk håndværk end om moderne trends. De fremstår som ægte film, ikke blot som en Hollywood-stjernes forfængelighedsprojekter.

Med sin tredje film, Operation Argo, siger Affleck farvel til krimigenrens relativt løse former og kaster sig i stedet over en langt mere krævende Hollywood-thriller. Og han håndterer det større apparat med imponerende professionalisme og overskud.

Filmen er et mix af politisk thriller, Hollywood-satire og toptunet suspense, baseret på en autentisk historie. Under den islamiske revolution i Iran blev de ansatte på den amerikanske ambassade i Teheran taget som gidsler. I 444 dage, fra november 1979 til januar 1981, blev de holdt fanget. I sig selv et spændende og politisk betændt forløb. Operation Argo er baseret på en mindre kendt sidehistorie: Under stormen på ambassaden lykkes det seks amerikanere at flygte og søge tilflugt i den canadiske ambassadørs bolig. Det er kun et spørgsmål om tid, før iranerne opdager, at der mangler seks ansatte på ambassaden, og de seks risikerer øjeblikkelig henrettelse som spioner. CIA indkalder specialisten Tony Mendez (Ben Affleck) for at få dem reddet ud af Iran. Mendez iværksætter en tilsyneladende vanvittig plan. Han vil lave en fingeret spillefilmproduktion og derefter tage til Teheran og få de seks amerikanere til at udgive sig for at være canadiske filmfolk på udkig efter locations.

Affleck fortæller den utrolige historie med en stilfornemmelse og en sans for temposkift, som selv garvede Hollywood-instruktører må misunde ham. I filmens indledning, hvor den amerikanske ambassade bliver løbet over ende, anvender han en håndholdt, hårdt klippet, semidokumentarisk stil, der placerer os midt i et hurtigt eskalerende inferno.

Tidsbilledet er omhyggeligt detaljeret og overbevisende, amerikanernes angst skræmmende håndgribelig. Midtersektionen er mindre intens og mere humoristisk i sin skildring af mødet mellem efterretningstjenesten og Hollywoods B-hold, veloplagt personificeret af John Goodman som make-up-eksperten John Chambers og Alan Arkin som den kyniske filmproducent Lester Siegel, der sammen skal få den ikke-eksisterende film til at se plausibel ud.

Man skulle ikke tro, at man kan få to så tilsyneladende uforenelige genrer til at mødes: realistisk spionthriller og Hollywood-satire-skråstreg-homage. Men det lykkes i filmens afsluttende tredjedel, der, uden at afsløre for meget, er et formidabelt lærestykke i god, gammeldags, adrenalinfyldt suspense. 

Operation Argo er en effektiv og uprætentiøs Hollywood-thriller for voksne. Og når man ser den, mindes man om, hvor sjældent den slags egentlig er. Som instruktør giver Ben Affleck sine skuespillere plads uden at sætte stil og plot over styr, og som hovedrolleskuespiller er han uden stjernenykker. Med sine tre glimrende film i træk ligner han den mest oplagte arvtager til Clint Eastwood som en nøgtern forvalter af den klassiske Hollywood-genrefilm. Nu mangler han bare at lave en western.