Oppe på valmuebakken

Det er ikke altid så ligetil at følge i fars fodspor. Og da slet ikke, hvis man hedder Miyazaki til efternavn, og fodsporene er sat af den måske mest originale tegnefilmhånd siden Walt Disney.

Da anmelderne vejede sønnike Goros fantasy-debut Legenden om jordhavet op imod far Hayaos triumfer som Chihiro og heksene, Min nabo Totoro og Prinsesse Mononoke blev den da også fundet for let. Og det til trods for, at det almægtige animationsselskab Studio Ghibli havde produceret, og at Miyazaki senior stod krediteret som ophavsmand.

Denne gang er Miyazaki junior gået i en helt ny retning – måske for at undgå den pedantiske faderskabstest. Oppe på valmuebakken er dog stadig en fuldblods Ghibli-film, og Hayao Miyazaki er endda blevet opgraderet fra fødselshjælper til medmanuskriptforfatter.

Men man får ingen hekse, ånder eller andre krusedullede Ghibli-gespenster i Oppe på valmuebakken. I stedet får man et historisk og overraskende socialrealistisk tidsbillede af Japan anno 1963, hvor forberedelserne til OL for alvor kickstarter landets hæsblæsende modernisering. Og så får man bly og blåøjet ungdomsromantik.

Ghiblis tegnede tøser har ry for at være mere handlekraftige end Disneys pæne prinsesser. Det gælder også sekstenårige Umi, som dog er en power-pige af den introverte slags: en krydsning af teenage-husmor og præmiestudine.

Umi laver mad, køber ind og gør rent for hele sin sammenbragte familie af småbørn, bedstemødre og flippede logerende. Hendes akademiker-mor er næsten aldrig hjemme, og hendes far døde i en skibsulykke for mange år siden. Hver morgen hejser hun de samme signalflag i flagstangen, som engang navigerede farens skib sikkert i havn. Umis stilfærdige smerte ved at spille sin egen far går lige i den mest teenage-ømme del af mellemgulvet.

Umi er lige så pligtopfyldende i gymnasiet, som hun er i husholdningen. Men hun bliver ikke så lidt distraheret, da skolens flotteste fyr hopper ned fra et tag og får brug for en hjælpende hånd. Shun er redaktør på skolebladet, han er ældre, rebelsk og har filtret hår på den helt rigtige måde. Så selvfølgelig siger Umi ja, da han inviterer hende med i sin protestgruppe, som kæmper for at redde skolens faldefærdige klubhus fra nedrivning i De Olympiske Leges navn. I Japan ulmede studenteroprøret længe før 1968.

Et støvet familiefoto kommer dog på tværs af den rødkindede romance. Og så er det heldigt, at de unge indtil videre har holdt sig til varme smil og stjålne blikke.

Oppe på valmuebakken er baseret på Tetsurô Sayamas manga-tegneserie af samme navn. Den enkle historie kunne sagtens filmatiseres som live action-film. Men Miyazakis streg klæder filmen bedårende godt, og Ghibli lykkes med sit forsøg i den realistiske genre. Man kan ligefrem dufte forårsforelskelsen og valmuerne i farvefloret. Kontrasten mellem den blomstrende bakketop og tilsodede industrihavn i Yokohama er det perfekte billede på sammenstødet mellem det gamle og det nye Japan. Og scenerne i Tokyos gader bobler over med detaljer som OL-bannere, lurvede gadesælgere og spruttende skorstene.

Mindre vellykket er selve historien. Der er lagt op til dramatisk forældreopgør og forbudt forelskelse, men Goro Miyazaki indgyder aldrig rigtig overbevisende modstand i de hormonpotente konflikter. Man tager sig selv i at håbe på, at de bundsympatiske karakterer slår sig bare en lille smule på hinanden.

Miyazaki junior kan sagtens stå på egne instruktør-ben, og i Oppe på valmuebakken er tween-drama af høj kvalitet. Til gengæld er den lidt for voksen til de mindste og lidt for børnet til de største teenagere. Det er en ydmyg slice of life-historie, der ikke har Hayao seniors H.C. Andersen’ske evne til at fortælle universelle, mytologiske fortællinger, som taler til både børnebørn, bedsteforældre og alle derimellem. Men mindre kan bestemt også gøre det.