The Outpost

Man kan ikke komme udenom, at Scott Eastwood ligner sin far. Endda rigtigt meget.

Skulle nogen være i tvivl, er pappa Hollywood-legenden Clint Eastwood. Sønnike har indtil videre ikke haft helt så succesfuld en karriere. Han har typisk i mindre roller i actionfilm og -serier, med en enkelt hovedrolle i ny og næ.

Hans sammenbidte stenansigt giver ham en naturlig aura af autoritet, som passer perfekt til den genre.

Derfor er rollen som sergeant Clint Romesha i The Outpost nærmest skræddersyet til ham. Historien er baseret på den virkelige historie om et slag i en afsides dal i Afghanistan, hvor en amerikansk forpost bliver udsat for et massivt angreb fra Taliban-styrker.

Den første time bruges på at lære soldaterne i lejren at kende, mens anden time godt og vel udelukkende er helliget slaget.

The Outpost er klart stærkest i sidste del.

Om det er castingen af skuespillerne eller et svagt manuskript, der er forklaringen på, at etableringen af karaktererne ikke fungerer optimalt, er svært at vurdere.

Manuskriptforfatterne Paul Tamasy og Eric Johnson har ellers den fornødne erfaring med at skildre helteskikkelser og sande historier med film som boksedramaet The Fighter og Patriots Day, der handler om terrorangrebet i Boston i 2013.

Instruktør Rod Lurie, som selv er uddannet på det amerikanske militærakademi West Point, er en habil historiefortæller, om end han aldrig har indfriet de forventninger, han selv skabte med den politiske thriller The Contender.

Scott Eastwood gør det, hvad han skal: skuler olmt og bjæffer ordre. Men den helt store skuespilmæssige oplevelse er talentet Caleb Landry Jones, der tidligere har gjort sig bemærket i biroller – for eksempel i Three Bilboards Outside Ebbing Missouri og senest Lone Scherfigs The Kindness of Strangers.

Som outsideren Ty Carter formår han at hæve sig over de andre. Hvad enten det er sammen med de andre, hvor den lidt underlige Carter ikke helt passer ind i drengerøvsatmosfæren, eller i de ekstremt intense kampsituationer, er Caleb Landry Jones filmens ubestridte stjerne.

Og så kommer vi til detuden sammenligning bedste argument for at se filmen i biografen.

Kuglerne fyger om ørene, og eksplosionerne dundrer, så det skælver i brystkassen.

Kamera-arbejdet er exceptionelt. Flere gange følger det med, når en af soldaterne skal bevæge sig fra en bygning til en anden, mens helvedet raser omkring dem. Lange, uafbrudte indstillinger (eller det, som ligner forbavsende godt) og veltimet speciel effects skaber til fulde illusionen om, at vi bevæger os midt i infernoet og derved får et lille indblik i, hvad der skete den dag, Camp Keating blev angrebet.

Men også her rammes filmen af det problem, at vi ikke har fået skabt mindeværdige øjeblikke med soldaterne. Så når de dør, er det mere en konstatering end en følelsesmæssig knytnæve i maven.

Et godt sammenligningsgrundlag er Ridley Scotts Black Hawk Down fra 2001. Begge er baseret på virkelige begivenheder, hvor amerikanske soldater skal kæmpe sig ud af noget nær umulige situationer i et fremmed land og massiv modstand.

Scotts film har dog et overlegent æstetisk udtryk og formår at skildre personerne, så hvert dødsfald rammer. Det hjælper selvfølgelig, at han har haft et stjernespækket ensemble til rådighed.

”Vi er her ikke for at dele slik ud,” bemærker en af soldaterne tørt i The Outpost, der er en grum hyldest til de drenge, som kom ud af Camp Keating med livet i behold. Det amerikanske flag og patriotismen er helt i top, men filmen når ikke de samme højder.