The Outsider

En nedslidt detektiv med en afdød teenagesøn søger sandheden, koste hvad det vil. Imens er grundpillen i en lille soveby mistænkt for et bestialsk mord og voldtægt af en lokal, syvårig dreng, der bliver fundet i byens udkant.

Det er en opsigtsvækkende historie, som dog er hørt mange gange – fra Twin Peaks over Mænd der hader kvinder til Forbrydelsen.

Det første afsnit af den hårdkogte HBO-krimiserie The Outsider lyder som fodnoterne til den seneste generation af britiske, amerikanske og nordiske krimifortællinger.

Den kronisk triste detektiv Ralph (Ben Mendelsohn), hvis søn Derek døde et år tidligere af kræft, finder straks frem til, at morderen er den lokale lilleputtræner Terry Maitland. Hans fingeraftryk er overalt omkring gerningsstedet. Vidner og kameraer placerer ham sammen med drengen kort før den tragiske begivenhed.

Og så er han i øvrigt dækket til i blod.

”Det er nærmest, som om han ville blive fanget,” gransker Ralph undrende. Efter at have slæbt træneren væk i håndjern foran hele byen sker det umulige da også: Kameraoptagelser viser selvsamme Terry på gerningstidspunktet – over 100 kilometer væk.

Fuld af mystik og spænding er det ikke overraskende, at Stephen King står bag bogen af samme navn, som serien er baseret på. Men trods mange kvaliteter efterlader han også sine tydelige aftryk.

Har man nogensinde læst en bog af King, er det næppe en spoiler at pointere, at der er mere mellem himmel og helvede end pædofile mordere. Og serien viser hurtigt sine kort frem ved at afsløre, hvem det sande monster er.

Forestil dig en omvandrende Pennywise uden klovne-makeup og den teatralske modus operandi.

The Outsider virker dog ikke synderligt interesseret i sit centrale mysterium og snegler sig af sted over de første seks afsnit af en times varighed hver. I bogform er det let at forestille sig, at Stephen Kings alenlange prosa falder på sværdet, når der ikke er en spændende skurk eller fængende mytologi bag.

Derfor er det også overraskende, at Richard Prices serie fungerer så godt, som den gør. Meget af det skyldes et stjernespækket cast, der giver den hele armen.

Den garvede karakterskuespiller Ben Mendelsohn, kendt for sine skurkeroller, er vidunderlig i hovedrollen. Læspende krænger han sjælen.

”Hvis det var Derek, ville du så bede mig om at stoppe?” spørger han gravalvorligt konen, der tigger sin mand om at holde inde med efterforskningen. Den type melodramatiske dialog er serien fyldt med, og med en mindre dygtig skuespiller kunne det nemt være faldet igennem.

Men Mendelsohn gør det uhåndgribelige tab at miste et barn håndgribeligt.

Og den australske skuespiller er langt fra den eneste, som løfter serien. Fænomenale Cynthia Erivo (Widows) bringer en stoisk energi til den klassisk altseende King-karakter Holly, en privatdetektiv, der ud fra en simpel granskning af sine omgivelser kan huske hver enkelt detalje.

Marc Menchaca agerer det perfekte, brovtende røvhul som Ralphs kollega Jack, og Julianne Nicholson er rygende intens, når hun som Terrys kone Marcy hvæser ad Ralph, at han har ødelagt hendes familie ved at arrestere hendes mand for børnemord.

Det hjælper på det sneglende tempo, at samtlige afsnit er instrueret med en fingerfornemmelse for snigende horror og suspensefyldt krimi af blandt andre genrekyndige Karyn Kusama og Jason Bateman, der også spiller Terry.

Strygerne skurrer i ørerne, mens mørket trænger dybt ind, når den mystiske morder kommer på natligt visit hos Marcys lille datter – også selv om det er en scene, vi har set mange gange før andre steder.

I den forstand er serien et eksempel på det appellerende i hele Stephen Kings forfatterskab. Nogle gange slår det gode håndværk den snarrådige originalitet.