Over Atlanten

”At få lov at krydse fra et kontinent til et andet – det er jo Marco Polo, for fanden.” 

Sådan siger en stærkt begejstret gast ombord på sejlbåden, der for tredje sæson i træk skal sejle på tværs af Atlanten med kendte og/eller dygtige danskere på dæk. 

Manden bag ordene er tv-værten Felix Smith og ved at henvise til den måske mest berømte opdagelsesrejsende, som udelukkende kom frem på landjorden, er stilen ligesom lagt. 

Cirka halvdelen af mandskabet er tilsyneladende spejlblanke duller m/k. Og årsagen synes at være, at man har sammensat besætningen ud fra lige dele kendisfaktor og noget-at-byde-på. For der er immervæk forskel på at vinde tyve Danmarksmesterskaber i svømning, lede et helt land i et årti eller være immigrant og alligevel formå at åbne et mindre imperium af succesfulde restauranter – og så at være tv-vært eller at få en fjerdeplads i Den store bagedyst. 

Holdet er vitterlig meget sammensat. 

Hovednavnet er uden sammenligning Lars Løkke Rasmussen, nuværende politiker og tidligere statsminister, som også fylder uforholdsmæssigt meget i programmerne. 

Så er der Ditte Julie Jensen, der siden en flygtig tv-eksponering har formået at leve af kager. Umut Sakarya er kok og restauratør og står for al mad ombord. Sarah Bro er tidligere OL-svømmer og Danmarksmester. Johannes Nymark er teaterskuespiller og tidligere Melodi Grand Prix-vært. Felix Smith er tv-vært. 

Med sig har de seks amatørmatroser. Og så er der Martin Kirketerp, som er watch captain og OL-vinder, og Jesper Bank, som er skibets kaptajn og ligeledes OL-vinder. 

Generelt er serien smukt og interessant filmet. De lysende farver og de rammende og intime scener stråler om kap. Der klippes til afgangsscener i et gråt morgenlys, og i hvert afsnit går vi bagbord om et par af de medvirkende. 

Og hvis man kender den moderne selskabsleg, der går ud på, at man skal komme først med at råbe ”drone!”, når der er optagelser lavet med en lille, højtflyvende robot, så får man temmelig travlt. 

Konceptet er lidt a la en højskole eller en spejderlejr. 

En håndfuld relativt almindelige mennesker, der ikke kender hinanden på forhånd (andet end fra medierne), stuves sammen på en båd. Sød musik, og forhåbentlig også nogle saftige konflikter eller affærer, opstår hen ad søvejen. 

Men som på en spejderlejr, er strabadserne til at overse, og efter de to afsnit, som Ekko har fået stillet til rådighed, virker det temmelig tandløst. 

Rejsen fra Lanzarote til øen Aruba i Caribien er en klassiker. Den varer små tre uger afhængig af vindstyrke og -retning, og på sådan en tur bliver man ganske sikkert både rystet lidt sammen og også prøvet lidt af. 

Men i første afsnit er spændingskurvens højeste udsigtspost, at nogen har spist ost fra kabyssen uden at spørge Sakarya om lov. I andet afsnit bliver alting allermest dramatisk, da ingen vil stå ved, at de har stoppet toilettet, så det skal tømmes – og renses – manuelt. 

Men det kan jo være at spændingen stiger, når Johannes Nymarks søsygeplaster, demonstrativt synligt bag øret, falder over bord? 

Man fornemmer i de første to afsnit, at det, som måske vil kunne bære serien, er en karakterudvikling.

Den tidligere statsminister sættes til at tage en kæmpeopvask, den slanke teaterskuespiller efterlyser mere frisk frugt og grønt, og den selvudråbte kageskribent Ditte Julie Jensen skriger i vild rædsel, imens hun plasker rundt i vandet i havnen i Lanzarote i en bikini, fordi ”der er fisk, der bider i numsen”. 

Man fornemmer, at der er et lille potentiale til at få flyttet nogle psykologiske grænser og få fundet nye versioner af sig selv. 

Det nærmest irriterende letbenede og insisterende folkelige er også seriens milde styrke. Det er sofahygge af den behagelige slags, som man ikke bliver det mindste søsyg af, hvis man ellers formår at holde sin IKEA-kaffekop bare nogenlunde vandret.