På nært hold

På nært hold tager udgangspunkt i den sidste historisk kendte henrettelse i det kommunistiske DDR, der gik under med Murens fald i 1989.

Filmens fiktive hovedperson, den unge akademiker Franz Walter, baner sig i 1970’erne meget mod sin vilje vej til dødscellen i DDR’s forkrampede helvede.

Lars Eidinger, en af Tysklands stærkeste karakterskuespillere, bærer i hovedrollen filmen fra start til slut.

Én scene er uforglemmelig.

På deres eneste møde siden Franz’ anholdelse sidder den dødsdømte og hans hustru Corina tavst, men bevæget over for hinanden. Stuen overvåges af Stasi, DDR’s politiske politi. De to kan ikke tale, kun udtrykke deres sind med øjnene.

Vi følger dem med tilbageholdt åndedræt.

Er de bukket under for de løgne, Stasi har fortalt dem om hinanden for at fremtvinge falske tilståelser? Eller er de hinandens kærlighed tro?

Den afmålte tid står stille, da Franz som i filmens indledning med en blyant tegner en vielsesring om sin finger, inden han ved sin tavse gestus for evigt må vende de levendes land ryggen.

Filmen er inspireret af den skæbne, der i virkelighedens verden overgik akademikeren Werner Teske, der gik i Stasis tjeneste, men fik skrupler.

Da Teske forberedte en flugt til Forbundsrepublikken på den anden side af Muren, blev han fanget, dødsdømt i strid med DDR’s love og henrettet ved nakkeskud i juni 1981, seks år før dødsstraffen blev afskaffet.

Franz Walter er noget mere naiv end den historiske Teske. Franz sidder i saksen, da han promoveres til professor, men som betingelse først må træde et år i Stasis tjeneste.

Sikkerhedspolitiet vil lokke en professionel fodboldspiller fra landflygtighed i Hamborg tilbage til DDR, hvor manden kan straffes for ”republikflugt”. Franz kobles på sagen – som ivrig fodboldspiller kender han miljøet.

Intrigen er så indviklet, at instruktøren, der også har skrevet manuskriptet, knap nok selv kan holde de mange tråde fra hinanden.

Men På nært hold er ikke en spionfilm. Spillet skal ikke røbes her, men en hær af efterretningsofficerer, hvis opgave og eksistens er systematisk bedrag, bagvaskelse og forræderi, ender let med at sprælle i deres eget net af løgne og indbildning.

Det net vil den rådvilde Franz vikle sig ud af, og han forsøger at advare den professionelle fodboldspiller, han skulle lokke i fælden.

Fælles for Teske og hans fiktive genganger er deres akademiske status. Det er værd at mærke sig i en tid, hvor viden og især lægelig og humanistisk uddannelse er kommet under beskydning også i demokratiske lande.

Da Franz kommer for den militære standret og tilstår, hvad han rent faktisk har gjort i håb om at kunne flygte vestpå, lyder det sidste spørgsmål fra en af de medaljebetyngede generaler: ”Gjorde De det, fordi De måtte, eller fordi De ville?”

Som bekendt stod den fri vilje ikke i høj kurs i DDR.

Alligevel udfordrer Franz anklageren på dennes egen banehalvdel ved at svare, at han ”måtte” og ikke bare ”ville” handle sådan.

Som akademiker er han professionelt pålagt et krav om at stræbe efter sandheden, den objektive sandhed, al videns forudsætning. Og bag det ligger et alment etisk krav om at tale sandt og handle ret. Sådan trumfer den etiske fordring DDR’s diktatoriske befaling uden at bringe politisk motiveret fri vilje i spil.

I Franziska Stünkels spændende og indtrængende film er vi tilskuere lagt på et filmisk operationsbord i et værk lavet med håndholdt kamera og uden anden musik end den, filmens aktører selv hører fra radio eller grammofon.

Som en dogmefilm om et etisk dogme.