På tirsdag skal jeg dø

Det er først i begyndelsen af tredje afsnit af DR’s stort opsatte – og allerede meget omdiskuterede – dokumentar om et plaget individs ret til at vælge aktiv dødshjælp, at der står: ”Dette program indeholder stærke scener.”

Den advarsel – eller anbefaling – kunne med rette have stået før hvert eneste af de tre afsnit, Jonas Damstrup Frieds dokumentar udgøres af. For det er hård kost at se udsendelserne, der munder ud i at, at hovedpersonen aflives med en sprøjte. 

Smeden Preben Nielsen fik en Europa-palle i hovedet, som faldt fra meget stor højde på en byggeplads. Resultatet var så omfattende skader i hals og skuldre, at han siden blev lænket til en kørestol – lam fra halsen og ned. 

Det er sådan, vi møder ham i første afsnit, hvor hans kone Brit viser intervieweren Anders Lund Madsen, hvordan man skal bevæge Prebens lemmer, så kroppen ”kan komme i gang” efter nattens søvn. 

Senere ser vi Preben blive madet, en sammenrullet ostemad med syltetøj på. Vi ser urinposen. Dér stopper det. Men det er allerede rigeligt. 

I de to første afsnit fortælles der – med spring frem og tilbage i tiden – om ulykken. Vi hører, hvordan mindehøjtideligheden skal være, vi hører om Prebens vej tilbage til livet fra koma, om hans enorme og irreversible tab. 

En af dokumentarens stærkeste scener er samtidig blevet brugt som teaser i radio og tv igen og igen. På sort baggrund og liggende lam i kørestolens nakkestøtte siger Preben, hvad han savner. Med sin lavsociale københavner-accent fortæller smeden om alt det, der mangler i hans liv. 

Han savner at drikke en øl, uden det skal være med et sugerør. Han savner at røre sin kone. Han savner at blive rørt ved. Han savner at spise en bøf, uden at nogen skærer den ud. 

Der er mange bevægende og rørende scener i dokumentaren, ja, man kunne argumentere for, at den ikke består af andet. 

Det er voldsomt at se Preben spise frokost med sin plejesøn Rasmus, der næsten ikke kan rumme, at der tales frit og frejdigt om døden. ”I må have levet i det her meget længe,” siger han med forbløffelse og vantro. 

I sidste afsnit følger vi Preben på rejsen til Belgien, hvor en læge skal afslutte hans liv. I store smerter bliver Preben løftet fra sæde til kørestol. Det er en mareridtsrejse. Og da han lige før sin død siger, at han er træt, bliver man fyldt af medfølelse. 

”Faktisk er jeg så træt, at jeg ikke kan løfte mine arme,” siger han. Og Brit, som minutter efter mister sin mand, griner og græder på samme tid. Og de bliver enige om, at det er sådan, at de har overlevet alt det her. 

Andre stærke scener er scenen, hvor Preben møder Klaus, der brækkede halsen i en mountainbike-ulykke i skoven. Han vil leve hele sit liv med de glæder, han kan finde. I den scene taler det visuelle sit eget tydelige sprog: de to lamme kroppe, der ligger i hver sin kørestol og taler sammen, virker næsten som absurd teater. 

Senere, da Preben, som er dykker, skal ud på sin sidste dykkertur i Den Blå Planets hajbassin, virker det visuelle omvendt. En lille, lam undervandsballet. 

I den mere stilfærdige ende har man scenen, hvor Prebens ven gennem mange år hjælper ham med at indspille en sang, der skal afspilles ved hans ens egen mindehøjtidelighed. 

Eller da Anders Lund Madsen endelig træder ud af rollen som interviewer og ind i rollen som menneske. To roller, som man strengt taget godt kunne have været foruden. Madsens efterhånden ret forslidte persona med den ironiske tone og det opmærksomhedssøgende klovne-og-ung-med-de-unge-mode-look støjer mere, end den giver. 

Hvad med bare at optræde som spørger helt ude i kulissen og lade Preben selv vise sit liv? 

Den store svaghed i programmet er, at der – bortset fra Klaus, der også sidder i kørestol – ikke er nogen repræsentant for modstanden imod aktiv dødshjælp. 

Historierne om aktiv ”dødshjælp” til psykisk syge og hjemløse og børn – som drøftes i Canada – er decideret mareridtsagtige. 

Alle former for aktiv dødshjælp er en glidebane og en udfordring for etikken. For når man selv en dag får kræft eller mister sine ben, vil man så egentlig hellere dø? 

Det bliver et upassende spørgsmål. 

Og det virker ærligt talt helt hjernedødt, at man efter et program om aktiv dødshjælp viser advarselsskilte, der henviser til Livslinjen, som forsøger at forhindre folk i at begå selvmord. 

Man må håbe, at DR laver lige så lange serier om folk, der på hospice får landets fornemmeste palliative behandling. Om mennesker, der lindres på alle tænkelige måder på plejecentre. Om hjemmesygeplejerskernes enorme omsorg for mennesker, der lindres i stilhed derhjemme. 

Sandheden er, at der er andre muligheder end døden. For hvis døden er noget, man kan vælge, er den også noget, man kan vælge fra. 

I hvert fald for en tid.