Pacific Rim: Uprising

I 2013 hyldede Guillermo del Toro en af sine passioner: store robotter, som slår endnu større monstre i ansigtet. Robotterne kaldte han ”Jägers”, mens uhyrerne var inspireret af de japanske giganter kaiju.

Det blev en utroligt vellavet blockbuster-film, og i en bedre verden ville vi få film som den hver sommer i stedet for endnu en elendig Transformers-film.

Pacific Rim blev imidlertid et flop i USA, hvor publikum øjensynligt hellere ville se Grown Ups 2. Pengene blev indtjent på den anden side af Stillehavet, og det kan i den grad mærkes på efterfølgeren.

Pacific Rim: Uprising er en international blockbuster. Størstedelen af handlingen udspiller sig på det asiatiske kontinent, og filmstjerner er lånt fra Kina for at appellere til det stadigt voksende kinesiske publikum.

Mest prominent er action-stjernen Tian Zing (Police Story: Lockdown), som spiller en leder i Jäger-producenten Shau Industries. Hun smider sågar de engelske gloser ud af vinduet til fordel for mandarin.

Pacific Rim: Uprising finder sted ti år efter den første films helte fordrev de glubske kaijuer med en atombombe, intet mindre kunne naturligvis gøre det.

Det kostede Jäger-piloten Stacker Pentecost livet. Men sønnen Jake (John Boyega) vil hellere stjæle reservedele fra kasserede Jäger-robotter end at gå i farens fodspor. Han bliver samlet op af militæret, som gør sig klar til, hvis kaijuerne skulle vende tilbage. Hvilket de naturligvis gør.

Desværre har filmen for mange bolde i luften.

Vi får et indblik i den nye verdensordens kriminelle underverden, da Jake møder den opfindsomme teenager Amari, som laver sin egen lille Jäger ud af reservedele. Siden kaijuerne blev besejret, lever verdens udskud blandt ligene og vragdelene af de ti år gamle kæmper.

Men så snart Jake og Amari samles op af militæret, vender vi aldrig tilbage.

Jake er en rebel, der har vendt sine allierede ryggen. ”Jeg er ikke lige som min far,” bliver han ved med at sige. Men da der er brug for ham, har han ingen problemer med at se ud over sin egen næse.

Pacific Rim er simpel: Kaijuerne kommer ud gennem store portaler i jorden, og de store robotter giver dem én på tæven.

Uprising skal have ros for at gå nye veje. Mange af filmens store kampe finder sted mellem Jäger-robotterne, som bekæmper hinanden med plasmakanoner, gigantiske svær og skuldermonterede raketstyr a la overdimensionerede Rock ’Em Sock ’EM-robotter. Filmens første store kamp er således mellem en lille Hulkbuster-lignende robot, der fiser rundt mellem bygninger som en pinball, og en gigantisk Jäger-robot, som utålmodigt prøver at uskadeliggøre den.

Shau Industries har rollen som en potentiel skurk, der ønsker at tage Jäger-piloterne ud af ligningen ved at automatisere robotterne. Som forventet vender dronerne deres mestre ryggen, men idéen bliver hurtigt kastet på bålet til fordel for en gruppe nye kaijuer, der invaderer Tokyo.

Kaijuerne er desværre heller ikke noget at skrive hjem om. Her begynder man for alvor at savne Guillermo del Toro. Med ham bag roret lignede de originale kaijuer hver især dyr som gorillaer, flagermuse og hammerhajer.

Det gjorde dem letgenkendelige og kampene imod dem varierede.

I Uprising er monstrene overdesignede. De ligner en rystepose af pigge, haler, tænder og øjne. Det gør det heller ikke nemmere at følge med, at den store, klimatiske kamp foregår mellem Tokyos enorme højhuse.

Tv-instruktøren Steven S. DeKnight (Daredevil) har ikke lavet et dårligt arbejde. Når en Jäger-robot slår næven igennem en anden Jägers brystkasse, er det svært ikke at hoppe begejstret i biografsædet.

Men Uprising lever ikke op til Guillermo del Toros visionære hyldest til kaiju-genren.