Paddington 2

Sikke en fantastisk bjørn, ham Paddington!

Med sin røde hat og blå jakke er den peruvianske bamse ufatteligt charmerende, ligegyldigt om han optræder i Michael Bonds oprindelige bøger, er tegnet i sin egen tv-serie eller computeranimeret, som det er tilfældet i Paddington 2.

Det er fortsættelsen af den overraskende vellykkede Paddington (2014), der foruden sjov og et opbyggeligt budskab bød på rammende samfundskritik om farerne ved isolation og fremmedhad.

Der er skruet ned for politikken i den nye film om Paddingtons eventyr i London, hvor han har fundet sig til rette hos den næsten for overskudsagtige familie Brown. Til gengæld er der skruet endnu mere op for de vittige situationer, serveret i et imponerende filmsprog, der også griber effektivt fat i hjertekulen og gør de animerede bjørne mere menneskelige end byens ellers hovedsagelig sympatiske menneskeindbyggere.

Der er gevaldige skift i følelsesregistret undervejs på rejsen med den lille bjørn, som er blevet sendt af adoptivforældre, tante Lucy og onkel Pastuzo, fra den sydamerikanske jungle til den hektiske, engelske hovedstad for at opleve, hvad livet har at byde på.

Her har Paddington med høflighed og gode marmelademadder gjort sine omgivelser betydeligt lykkeligere, men menneskets grimme ansigt viser sig i form af den grådige skuespiller Felix Buch-Arndal – manifesteret med morsomt overdreven mimik af Hugh Grant, men med dansk stemme af ”Blærerøven” Mads Christensen.

De andre danske stemmer – der tæller Mikkel Lomborg som Paddington, Peter Zhelder og Jens Jørn Spottag – rammer for så vidt tonen i det optimistiske univers ganske lydefrit. Men det forstyrrer alligevel, at store, britiske skuespillere som Sally Hawkins, Hugh Bonneville og Brendan Gleeson skal gå rundt i Londons velkendte gader og tale dansk.

Til gengæld er der ikke mange fedtede marmeladefingre at sætte på filmens universelle humor.

Felix Buch-Arndal stjæler den smukke og mystiske popup-bog om London, som Paddington ville give tante Lucy i fødselsdagsgave og var begyndt at tjene penge for at købe.

Den arbejdsomme, men fysisk udfordrede ungbjørn er dog ikke meget værd som hverken frisør eller vinduespudser, og det skaber lårklaskende sjove scener, når han med mere eller mindre katastrofale forsøg alligevel prøver sig frem.

Noget så simpelt som en hårstudsning på en brysk dommer bliver til filmisk højkomik, fordi Paddington for alt i verden ikke vil skuffe sine omgivelser. Derfor kaster han sig ud i trimningens svære kunst på så klodset, men elskelig facon, at man dårligt forstår, hvordan den besværlige kunde kan være utilfreds med en skaldet plet midt i håret.

Selv når den søde bamse af uheldige omveje må en tur i kachotten, får han det bedste ud af situationen.

Her viser Paddington, at selv de hårdeste nødder kan knækkes, når blot man viser forståelighed. Den iltre fængselskok med det barske øgenavn Knojern bliver hurtigt blød som smør, når bjørnen lærer ham at lave appelsinmarmelade.

Under deres raske, men knap så smarte flugt bliver filmen nærmest Wes Anderson’sk med sin blanding af tossekomik og hektisk ekvilibrisme. Det er dog i de mere stille stunder, at man for alvor åbner hjertet for bjørnestregerne.

Det føles lidt mærkeligt at blive så rørt, når en computeranimeret bjørn i en smukt tegnet sekvens forestiller sig at vise sin tante vartegnene i den engelske hovedstad. 

Men Paddington 2 minder gennem sin herligt naive titelkarakter publikum om, at smilet er den korteste vej mellem bjørne såvel som mennesker. Det sidste er velsagtens en banal pointe, men den præsenteres så oprigtigt og medfølende, at man til sidst er ved at briste af lykke.

Menneskelig dårskab findes i både stort og småt format, men heldigvis kan en lille bjørn være nok til at minde os om livets gode sider.