Painless

Painless er en udfordrende spillefilmdebut, der blander gys, det fantastiske, det historiske drama og thrilleren, hvor smerte og tanke sætter sig som splinter i kroppen. Flere dage efter kan jeg stadig føle instruktør Juan Carlos Medinas gys.

Historien strækker sig fra nutiden tilbage til starten af 30’erne og springer mellem tid, sted, tema og personer. Filmen åbner i Spanien netop i 30’erne, hvor man finder en gruppe børn, der ikke kan føle smerte. De bliver spærret inde på et øde, fængselslignende hospital i bjergene, hvor vi ser drengen Benigno (Ilias Stothart) vokse op. Samtidig veksler filmen med en nutidig parallel-fortælling, hvor lægen David kører galt. Hans kone dør, og deres seks måneder gamle søn overlever i respirator. Scanningerne afslører, at David har en dødelig kræft, der kræver akut knoglemarvsoperation.

Men David (Àlex Brendemühl) er slet ikke sikker på, han ønsker at overleve. Han er en dygtig neurokirurg, og inden ulykken kommenterer hans kone, at det er første gang i ti år, de skal på en uges ferie. Har David tid til en familie? Har han tid til et barn? Har han overhovedet tid til at leve?

Knoglemarven kræver, at David må opsøge sine biologiske forældre, og her viser fortiden – som altid i gyserfilmen – sig at være en veritabel kirkegård af raslende lig. Den tomme og ligeglade David bliver tændt af et begær efter at kende sandheden. Og så kommer, bid for bid, en grum fortælling om lidelse, smerte og menneskelig brutalitet.

Ligesom Frankenstein har Painless to velkendte temaer: menneskelighed og viden. I fortidshistorien er den gammeldags og autoritære overlæge Carcedo (Ramon Fontserè) på det isolerede hospital kun interesseret i børnenes sjældne lidelse, og da en sygeplejerske på eget initiativ inviterer dr. Holzmann (Derek de Lint), er Carcedo forbeholden over for den alternative behandling. Eksperten (og jøden) Holzmann vil lære børnene at forstå smerte og følsomhed. Han bruger pædagogik, hundehvalpe og venlighed, og hvad skal det til for? Hvad har følsomhed og videnskab at gøre med hinanden? Er det ikke nok at reparere børnenes kroppe og forske i sygdommen? De læge-etiske valg får konsekvenser for David i nutiden.

Medina og medmanuskriptforfatter Luiso Berdejo er ambitiøse, og her er meget at komme efter. Fortællingen opruller en eksistentiel krønike om lidelse og mangel på empati. Her opstår et vakuum midtvejs, da vi har fattet mysteriet, men savner logik. Men bare rolig, logikken kommer, og undervejs er filmen solidt castet med en rørende Ilias Stothart som den lille Benigno og en lige så betagende Mot Harris Dunlop Stothart som Begnino som større dreng. Brendemühl er en kende stereotyp som David, men til gengæld er Tómas Lemarquis brillant i en rolle, der ikke kan afsløres her.

Spanien har det seneste årti produceret interessante gyserfilm som [REC], Børnehjemmet og Julias øjne, og Medinas film er en værdig arvtager. Instruktøren er dels inspireret af fantastiske gyserfilm (Pans labyrint kombinerer således også spansk historie med det fantastiske) og dels af de europæiske ”new extremity”-film – film med provokerende scener af smerte og lidelse, hvoraf Gaspar Noés Irréversible er den mest berygtede.

Painless’ originaltitel er Insensibles, hvilket faktisk betyder ufølsom. Ufølsomheden er både fysisk og metaforisk, og den bliver strakt lovlig langt, ligesom slutningen lidt for bombastisk hamrer pointerne i bund. Alligevel har Juan Carlos Medina produceret en bogstavelig talt fængslende film, der effektivt og ofte overraskende kombinerer gyset med dramaet, det fantastiske og det slet og ret grusomme. Resultatet er på én gang dragende og ubehageligt.

Trailer: Painless